MORDET PÅ BLUESKONGEN FRA DELTAET.
100 år efter.
”The Crossroad” - EN MØRK NAT kl. 24,00.
Mørke skyer dækkede månen. Det var en klam kold nat med en let rislende regn. Han var på vej nordpå. Han bar på en lille taske og hans uundværlige guitar. Foran ham skilte vejene sig. Han var på vej til nærmeste station for at ”ride the blind” – finde et godstog, der satte farten ned ved stationen, så han kunne hoppe på det.
Det var midnat. Pludselig dukkede konturerne af en skikkelse foran ham på den skovomkransede vej.
Skikkelsen sagde så det rungede:
”Du er kommet til ”the Crossroad”. ”Vejene deler sig nu for dig!”
Til højre er der en bred vej. Den er uproblematisk. De fleste går den vej
fordi den er så tryg og risikofri. Dit liv vil blive stille og roligt.
Til venstre finder du derimod en smal vej. Her vil du blive udfordret, og du bliver nødt til at forholde dig til verden og alle dens konflikter.
Til gengæld får du muligheden, for at blive en enestående person. Og i dit tilfælde vil du blive verdens fremmeste bluesguitarist, som alle vil se op til - og kommende generationer vil efterligne!”.
Han tænkte dybt og længe – alt i USA måles i penge: ”Og kræves der noget af mig ellers?”
Prisen er, at du sælger din sjæl til mig!
Han tænkte nu igen - længe og dybt!
Han havde netop mistet sin 17-årige kone under fødsel af en ikke-levende baby.
Han var ung og tilbudet lød fascinerende – skulle det være, så skulle nok det være nu!
De andre Charlie Patton, Eddie ”Son” House, Willie Miller undervurderede ham og kaldte ham ”lille Robert” – nu kunne han vise dem! Nu ville han vise dem!
OK! Det er ”a deal”!
”A deal!”
Så forsvandt skikkelsen - som skulle være Djævelen i egen person!
DRØMMEN OM FRIHEDEN NORDPÅ.
Sådan omtrent fortælles det, om denne unge mand der i begyndelsen af 1930´erne var på vej til ”Sweet Home Chicago”, som han godt nok i sin sang får placeret i ”Sunny California”. Men han var og blev en mand ”der tog sig friheder” – og ikke bare poetiske!
Drømmen om det solbeskinnede liv lå givetvis et andet sted end Mississippi for ham!
Hans korte liv skulle nu blive fyldt med et utal af myter.
MYTERNE.
Selv hans navn er myteomgivet.
Tilsyneladende var hans far flygtet nordpå fra en ”lynchmob” a la Ku Klux Klan, der ville slå ham ihjel. Derfor fik først han navnet på hans mor, Dodds. Senere kom andre navne til – som Robert Dusty, Robert Spencer (hans stedfar), Robert Leroy. Det gjorde det en overgang svært at efterspore ham.
Som voksen tog han endeligt hans biologiske fars navn, så han nu hed Robert Leroy
Johnson.
”KLUB 27” GRUNDLÆGGEREN.
I år ville Robert Johnson have passeret de 100 år! Hvis han havde levet.
Han blev kun 27 år – også her dannede han et vist ”mønster” - med f. eks. Jimi Hendrix, Brian Jones, Janis Joplin, Jim Morrison og Kurt Cobain - der også døde i denne alder.. Ved Amy Winehouse’s død talte man om ”Klub 27”. Robert Leroy Johnson må anses for at være ”grundlæggeren”.
Og så vil jeg gerne tilføje én til, som jeg mødte efteråret 2007. Vi sad og spiste med på Chang Mai i Silkeborg og blev faktisk gode venner. Hans navn var Sean Costello.
Det var nu 16. april 2008 - jeg var blevet fyret æreløst efter 20 års tro tjeneste og det var min sidste arbejdsdag. De studerende havde lovet at hente mig og vis skulle have en hyggelig dag på seminariet! De ville fejre mig!
Jeg sad og ventede og for en gangs skyld checkede jeg min post om morgenen - og der stod det så:
"SEAN COSTELLO fundet død på et hotelværelse Atlanta, Georgia!" Jeg troede ikke mine egne øjne! Dagen før hans 29 års fødselsdag! Det fine menneske!
Da følte jeg virkeligt the BLUES!
Robert Johnsons død er i øvrigt omgærdet med lige så stor mystik som hans liv i øvrigt var.
Den mest gængse version er, at han blev myrdet af en jaloux kvinde, som han havde haft et forhold til – eller måske af hendes kæreste eller mand.
Under alle omstændigheder døde han ikke straks, men han var syg i flere dage før han endeligt udåndede. Måske pga. af gift i hans whisky?
Man kan sige, som John Lee Hooker synger: ”Whiskey, kvinder og penge ødelagde hans liv!”.
Der blev dog ikke efterforsket efter morderen - så ingen blev dømt.
På dødsattesten står der kynisk: ”No doctor”. Dødsårsagen blev altså ikke undersøgt.
Han var jo sort! - i Mississippi! Mere skulle der ikke til for at blive myrdet – den gang!
Man spurgte en gang den "falske", men særdeles kapable mundharmonikaspiller "Sonny Boy" Williamson II (han hed formodentlig Willie Rice Miller) om, hvad der var sket.
"He died in my arms!", svarede den ikke altid troværdige.
"The worlds greatest liar!", kommenterede Johnny Shines - en habil guitarist, der ofte spillede med Robert Johnson.
Ak ja, "Nobody knows", hvad der sket med Robert Johnson.
Hvor han blev begravet er lige så uvist.
Derfor er der i byen han døde i - Greenwood, Mississippi - ikke mindre en tre gravsten, der alle menes at stå på det sted, han er begravet!
Et yderligere mystisk element var, at han oftest spillede med ryggen til publikum – i f. eks. et hjørne af lokalet. Nogen mener, at han var genert – Ry Cooder derimod, at det var for at få bedre resonans på lyden – især sangen.
Grotesk var det også, at rigmandssønnen John Hammond jr. - som har promoveret næsten ”hvem-som-helst” - Billie Holiday, Bob Dylan, Bruce Springsteen og mange andre – havde besluttet at Blues også skulle kunne spilles på ”de fine steder – for fine folk”.
Derfor ville han lave en koncert i Carnegie Hall lillejuleaften 1938. På den trykte plakat, der annoncerede begivenheden stod Robert Johnsons navn.
Nok havde John Hammond jr. penge, men de kan dog ikke klare alt. I hvert fald kunne de ikke opvække den allerede 16. august 1938 døde Robert Johnson.
Her havde Hammond jr. forregnet sig!
Fantastiske William ”Big Bill” Broonzy (hans liv, navn, fødselsdag ligger også ude i det uvisse!) fik hans plads - og Robert Johnson blev glemt.
REVIVALS
Kun få kendte til Robert Johnson før 1960´erne, da der udkom en LP med ham: ”King of the Delta Blues” (1961).
Og da så Rolling Stones (f. eks. "From four till late") og Eric Clapton (f. eks. "Rambling on my mind" – med John Mayalls Bluesbreakers) begyndte at spille af de 29 melodier, som Johnson indspillede i to sessioner i 1937-38 – blev han et kendt navn i musikerkredse. Ligeledes begyndte musikforskere at søge hans historie.
Det var hans første revival.
Den anden revival kom efter hans samlede værker udkom på Columbia i begyndelsen af 1990´erne. Nu skulle alle guitarister pludseligt efterligne hans ”bottle-neck” stil - som nu blev kaldt ”slide”. I musikforretningen kunne man nu købe en fin ”metal eller messingslide” – hvor de originale bluesfolk havde brugt en afhugget flaskehals eller et kødben - som f. eks. Mississippi Fred McDowell (Bonnie Raitts helt).
”Hvorfor har vi aldrig hørt om Robert Johnson før?” spurgte nogle af de konservatorieuddannede middelklassebluesmusikere.
Det fik f. eks. eminente Aurora ”Rory” Block til at fare op: ”Jeg har spillet Robert Johnson hele mit liv! I kunne jo bare høre efter!”. Rory Block er født i 1949.
I ALLIANCE MED DJÆVELEN OG HELVEDESHUNDEN ”I RØVEN”.
Hans tekster var ofte barske - som når han sang om hvordan djævelen får tag i ham, så han bliver vellysten ved at tæske kvinder (”Me and the Devil”), og han kender konsekvensen! Han bliver begravet ved vejsiden så han kan høre Greyhounden hyle, når den kører forbi . Eller sjofelt, som ”Dust my broom” (støv min "fejekost" af!). Eller angstfyldt, som når han synger om at have Helvedeshunden i røven
Det er virkeligt en så plaget mand, der høres, at det kan risle koldt ned ad ryggen.
Men selv om han var en original fornyer, så ”lånte” han rimeligt meget af indholdet fra blueskulturen (se f. eks. Carl-Ludwig Reichert: Blues, München 2001, s. 107)
Det er en almindelig erkendelse, at profeter ikke anerkendes i deres hjemstavn – og for den sags skyld ikke i deres samtid (se Markus 6,4).
Så først ca. 23 år efter hans død begyndte den forskende hvide universitetsmiddelklasse at styrte rundt efter hans historie. Først mødte de mest myter – og skabte vel også nogen selv - f. eks. om hans udseende. Han så dårligt, og det skabte forestillingen om, at han også så dæmonisk ud - med det ene øje hængende underligt ud af øjenhulen.
Men så fandt man to billeder – og på det ene ser den unge mand faktisk særdeles elegant ud - i færd med at stemme hans guitar (optaget ved musikindspilningerne i 1937) – og det andet er af en smart ung mand med en utændt cigaret i flaben – med sin guitar.
Her er der intet spor af dæmonien.
Tværtom ser det ud som en ung mand på vej mod moderniteten.
STILSKABEREN
Robert Johnson var en unik stilskaber i bluesmusikken - som Charlie Parker var det i jazzen. Og begge har i høj grad påvirket rockmusikken – med f. eks. Jimi Hendix, Eric Clapton m. fl.
Samtidigt med melodistemmen kunne Johnson spille en rimeligt kompliceret rytme.
Det fik en gang rullestenen Keith Richard til skælmsk at sige: ”Den ene der spiller er Robert Johnson – men hvem er den anden?”.
Der var kun én – Robert Johnson!
Det store spørgsmål er dog stadig: Hvem myrdede Robert Johnson.
Der er nogen der mener at vide det – men de vil ikke sige det.
Og sådan forsætter myterne – her 73 år efter hans død.
KOMPAGNON DAVID ”HONEYBOY” EDWARDS I SILKEBORG.
Det måtte jo ske – før eller senere! 29. august i år døde han så - ”The Rambling Man”, David ”Honeyboy” Edwards (født 28/6-1915). Han var en af bluesfolkets ”Klub 90” – og den sidste overlevende, der havde været kompagnon med Robert Johnson, når de vandrede rundt, og var ”riding the blind” fra by til by – hvor de spillede til livets opretholdelse – både musik og terninger!
Desuden regnes han som den mest troværdige mht. de mange historier, der er fortalt – sammen med Johnsons stedsøn Robert Lockwood jr., der døde i efteråret 2006, 91 år gammel. Han var faktisk kun 4 år yngre end hans stedfar! De menneskelige relationer i Mississippi kan være spøjse (se f. eks. ”Honeyboys” fremragende selvbiografi ”The World Owe Me Nothing”)
David ”Honeyboy” Edwards var i Silkeborg i 2006! - Inviteret af bluesforeningen B´Sharp. Lige før han blev 90 år!
B´Sharp startede faktisk herefter (2007) et projekt som blev kaldt ”Cutting Heads” inspireret af Robert Johnson og David ”Honeyboy” Edwards m. fl. - og som afvikledes på Rampelys, Silkeborg.
Principperne i Cuttin´ Heads” – findes i dvd´en: ”In search of Robert Johnson”- hvor "den søgende" er John Hammond jr.´s søn – selv udmærket bluesguitarist - med samme navn som faderen, John Hammond III.
Her fortæller en anden af Johnsons troværdige kompagnoner Johnny Shines – at ”cuttin´ heads” foregik på den måde, at når de kom til en ny by, så fandt de et centralt befolket gadehjørne (Crossroad) – og stillede sig så på hver sit hjørne med hver sin guitar, musik og sangrepertoire. Så lagde de hatten ned – og ved dagens ende så de så hvem der havde mest i hatten. Han havde vundet!
Det kaldte de ”Cutting Heads” (”klippe hinandens hoveder”). Vinderen tog det hele!
Senere – i Chicago 1933 – opstod hvad man kaldte en ”cutting contest” – Memphis Minnie slog Big Bill Bronzy i den første (dommerne var: Tampa Red (Hudson Whitaker), Blind Sleepy John Estes og Richard Mykne Jones).
Mine efterkommere i B´Sharp har ikke følt samme respekt for traditionen, så nu bliver det kaldt "Danish Blues Contest"/Møbliomaniaprisen. Men det afvikles dog på nogenlunde samme måde på Rampelys i begyndelsen af oktober måned.
A propos – ”respekt for traditionen”, så besluttede Rampelys´ ledelse, at fjerne det store billede af David ”Honeyboy” Edwards i januar fra spillelokalet dette år – et halvt år før han døde!
Hvis vor kolleger i på spillestedet Forkostjazzen/Riverboat skulle have haft noget lignende kunne det have været ”Hootie” – bandleaderen, der promoverede en vis Charlie ”Bird” Parker. Men også det er for sent, da "Hootie" alias Jay McShann døde i 2006.
Men deres musik lever!
”Blues er rødderne, det øvrige er frugterne”, sagde Big Willie Dixon.
Ganske vist: Forbrugermennesket vil dog helst gnaske teknologisk kemisk rene polerede æblefrugter – f. eks. ”Golden Delicious” – uden at kende stamtræets logik. Overfladen sælger! Dybde gør kompliceret og skaber ubehag.
Som Erich Fromm har sagt om det moderne forbrugermenneske allerede i 1956:
"Verden er ét stort mål for vor appetit, et stort æble, en stor flaske, et stort bryst. Vi er pattebørnene, de evindeligt ventende og håbende og - de evindeligt skuffede"
Erich Fromm: Kunsten at elske, Kbh. 1960, s109).
Så kunne vi jo sætte os og skrige vor blues ud - eller prøve den mere musikalske vej!
Men nej, i dag går vi til lægen og får medicin herfor - prøver "selvmedicineringens vej" med alkohol, stoffer, sex, kæresteri, muzak, tv, computerspil, indkøb osv.
Og slet ingen interesserer sig for rødderne – for dem kan man jo ikke se!
Skrevet i anledning af Robert Leroy Johnsons (1911-1938) 100 årsdag!
Blind Willie Johnson. THE BLUES - 2011. ”The Blues ain´t nothing but a good (wo)man feeling bad!” Hudie Leadbetter/Sippie Wallace THE BLUES er ikke officielt forbudt i Danmark. Slet ikke. Men hvis nogen begynder at føle ”The Blues”, bliver hun/han straks rådet til at gå til læge – inden vedkommende bliver rigtig syg. Lægen har et helt arsenal af medicin: ritalin, cipramil, zyprexa og meget andet – mod ”The Blues”. Og undersøgelser viser det gang på gang – Danmark er verdens lykkeligste folk. Fordi de ikke lider af – ”The Blues”. Danskere frygter ”The Blues” og prøver alle mulige tricks for at undgå denne lidelse. Det almindeligste er dog selvmedicineringen mod ”The Blues”. John Lee Hooker opremsede de vigtigste midler mod blues i hans sang: ”Whisky, Women and Money has wrecked my Life” Sprutten – senere også kokainen, hampen, heroinen og andre helvedesmidler blev af 1960´er-middelklassen næsten gjorde obligatoriske som overgang til voksenlivet. Men – nej, det var altså hverken J. J. Cale eller Eric Clapton, der lavede den første sang om kokain! ”Cocaine all around my brain” (Cocaine Blues), synger allerede Reverend Blind Gary Davis i begyndelsen af 1930´erne. MIDDELKLASSENS OPDAGELSE AF ”THE BLUES” I 1960´ERNE. Og – jeg vil også lige gøre opmærksom på, at der også blev sunget blues før 1960´ernes rockrevolution - og den candyflossbefængte lallelollipop. Her blev en kendt radiovært citeret for: ”Hellere tandløs musik end en ulækker tandløs bluesmusiker!” Det var da Sonny Boy Williamson II (navnet havde han "stjålet" fra John Lee Williamson, der blev myrdet ii 1948 han hed nok egentligt Willie Rice Miller) - der gæstede Danmark i begyndelsen af 1960´erne, og Karl Emil Knudsen lavede sine fabelagtige optagelser for Storyville. Herefter rejste Sonny Boy Williamson II til England og spillede – helt uforberedt – med Animals og Yardbirds. De - den gang - nye bands forgudede ham! Da et par bluesinteresserede amerikanere (bl. a. Chris Strachwitz) fra middelklassen i 1960´erne opsøgte slavesønnen og den kapable guitarist Mance Lipscomb (1895-1976) på hans lille forpagtede husmandssted i Texas – sagde de: ”Nu er du jo blevet opdaget!” Til det kunne han kun sige på sit stolte texanske farmersprog: ”Jeg har da været her hele tiden - og jeg har da hele tiden spillet for folk!” For ham var der ikke langt fra musikken til livet! Musik var ikke bare noget han drømte om at skulle sælge. Han var da 66 år. De næste 10 år skiftede Mance Lipscomp laden ud med diverse folkefestivaler – f. eks. den berømte Newport. Han nåede at indspille 6 enestående LP´er. Ja, det hele afhænger lidt af, hvor man har ”sit centrum” for at konstruere verden! - frit efter Arkimedes. Og Piet Hein har jo konstrueret det for dansken ”JEG må da være verdens midte...Alt det andet er jo udenom!” (se ”Gruk om verden”, s. 33). 1960´ernes markedsføring af blues som musikform fik stor betydning for mange af de tilbageværende originale bluesfolk, og ”klassikerne” der havde spillet blues i hvert fald siden den amerikanske borgerkrig 1861-65. Nu tror folk, at det er noget man køber i en plastikkassette i et supermarked under et plastikskilt, hvor der står "CD´er - BLUES". Ak ja! LYKKESKABENDE MIDLER MOD THE BLUES. For nogle år siden ville man forbyde rygning på det lokale spillested og en journalist ringede og spurgte hvad vi så ville gøre i B´Sharp - for smøger og sprut hørte jo sammen med blues - efter hans mening. I den forstand, at smøger og sprut ofte bruges til at holde den sentimentalt melankolske depressive bluesfølelse væk med kunne han måske have lidt ret. Men smøger og sprut er og bliver kompensationsmidler. I den ovennævnte opremsning ”glemte” John Lee Hooker i øvrigt smøgerne, som man jo kan få kræft af – det er altså ikke bare et moralsk problem! Smøgerne er et velegnet middel for den danske tryghedsnarkoman, velbeskrevet af Vita Andersen i digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner”. A propos smøger, så tænker de fleste vel på Tom Waits. Men det er vel de færreste, der laver øvelsen, at slikke askebægeret rent - bare for at få Tom Waits stemme? I så fald ville det også være en ny form for symbolsk kannibalisme – i hvert fald i John Cleese perspektiv, når han viser et askebæger frem og siger: ”Se her har vi så en kremeret ryger!” Snus og skrå skulle også efterhånden have passeret Øresund - igen? Og Hariboblandinger og fjernsyn har vel noget af det samme i sig? Kun på ”dope” kan man være lykkelig - hele tiden! men igen - BLUES er ikke ”dope” – det er virkeligheden - eller rettere oplevelse af virkeligheden. "Blues is truth" - John Lee Hooker. Religion har nok været det vigtigste middel mod ”The Blues”. Reverend Gary Davis blev helt blind, da han var ca. 6 år. Han måtte supplere hans beskedne indtægt som handicappet. Så først stod han på Durhams gader i North Carolina for derefter i 1935 at tage til New York – sammen med Blind Boy Fuller. Socialt arbejde med handicappede er i USA jo meget overladt til religiøse organisationer. Davis blev dybt religiøs: ”Ikke mere af djævelens musik!”, sagde han. Man skulle frem til 1960´erne før han blev verdenskendt Så lærte alle folkemusikere i New York og omegn af Reverend Blind Gary Davis: Bob Dylan, Ry Cooder, Donovan, Taj Mahal, Dave van Ronk, Aurora ”Rory” Block og mange, mange andre. Han kunne være blevet rig - som hans taskebærer, den fine guitarist og lærebogskriver Stefan Grossman blev det. Han har efterhånden udviklet et større firma, der sælger bluesinstruktionscd´er, instruktionsbøger og meget andet. Men ”The Reverend” holdt fast: 5 dollars for en time! – hverken mere eller mindre – uanset hvem du er, og hvor meget du tjener! Til gengæld bestod hans undervisning ”bare” i at han spillede – og råbte himmelhøjt: ”Talk to me Miss Gibson!”. Så gjaldt det bare om at følge med i hans ”dialog” med ”kvinden i hans liv” ( Miss Gibson guitaren). Religionens betydning illustreres yderligere af en bevægende scene, hvor Howling Wolf (Chester Burnett) har tjent så meget på hans musik i Chicago, at han – i 1950´erne - tager til Mississippi for at forære hans mor 500 $ – et beløb hun kunne leve for i mindst et år. Den fattige gamle dame tog seddelen og flåede den rasende i stumper og stykker – og stampede på den, mens hun råbte: ”Jeg vil ikke have djævelens penge!”. Det var vel det eneste, der kunne slå denne ellers barske mand ud? ”The Blues” blev forbundet med excessivt liv – og dets arnesteder var lader, fængsler, bordeller, gader og veje. Alt det religionen advarede imod. Dette er fejlagtigt tolket som ”The Blues” hørte hjemme sådanne steder. Tværtimod repræsenterede ”The Blues” en længsel mod det menneskelige – i selv relativt umenneskelige situationer. Blues er drøm og håb – om et bedre liv. ”Dope” dræber Blues (den reelle ærlige følelse) – også forbrugssamfundets lovlige ”dope”! ET MENNESKE OG HANS SJÆL - og kærligheden. Biblen har inspireret mangen blueskvinde og mand – se f. eks. den flotte tekst om tro, håb og kærlighed i Paulus 1. Korintherbrev, 13, 1-13. ”Du ved ikke hvad kærlighed er før du har lært betydningen af THE BLUES”, hedder det i en traditionel bluessang. Og der er mange ”Reverends” i blueshistorien, der er blevet inspireret heraf, og som har drejet ”The Blues” i retning af gospel. Den berømteste er nok også den samtidigt mest oversete: Blind Willie Johnson (1902-ca. 1947). Alle der beskæftiger sig bare lidt med USA lærer at bevæge sig i paradokser! Det var først da en halvsær jøde, Samuel Charters i 1950´erne, begyndte at støve rundt i sydstaterne og stødte på Johnsons kone, Angelina - at man fik kendskab til Johnson, og hun fortalte en trist historie om hvorledes han var blevet blind. Hans mor var død da han var en lille dreng, og hans far havde fundet en ny kæreste. Faren kom hjem og fandt kæresten i seng med en anden fyr, mens hun lavede mad. Det fik faren til jaloux at slå løs på hende. Hun skreg op, og som hævn tog hun panden med steghedt fedt og kastede det i hovedet på lille Willie. Lille Willie var nu blevet til ”Blind Willie”! Ligeledes fortalte Angelina historien om, hvordan han var død af en forkølelse, der var blevet til lungebetændelse, som ingen bekymrede sig om (jfr. palaveret om Michael Jackson!), og Angelina havde ingen penge til lægebesøg. Forkølelsen fik han fordi deres hus var brændt ned, og de sov i ruinerne, hvor regnen gik direkte ned i deres soveleje. Der var ikke rigtigt nogen der ænsede Johnson som andet "en blandt mange negre" i Texas, der stod og sang på gaden. Typisk nok for sorte fik han først offentlig opmærksomhed, da det var for sent - som det skete for mange fra Bessie Smith til J. B. Lenoir. Alligevel - ved et held - havde man nået at indspille et par af de utrolige melodier han og Angelina havde fremført på gaden. De blev nu udgivet af Samuel Charters. Og ét billede fandt man – det eneste der findes! Nu er han så ”udødeliggjort” – og svæver i al evighed ude i rummet! Takket være Ryland Peter Cooder – og NASA. Ry Cooder synes, at han er det mest fantastiske, der er sket i amerikansk folkemusik og gjorde hans ”Dark was the Night, Cold was the Ground” til signaturmelodi for Wim Wenders og Sam Shephards kultfilm ”Paris, Texas”. NASA havde da allerede besluttet, at ville sende USA´s vigtigste musiske kulturbidrag ud i rummet med en satellit. Valget faldt på Louis ”Satchelmouth” Armstrong (jazz) - Charles Anderson ”Chuck” Berry (rock) – og repræsenterende Gospel (blues): Reverend Blind Willie Johnson. (se Martin Scorsese, Clint Eastwood m.fl. 7 DVD samling fra 2003 – det officielle bluesår i USA). BLUES UDTRYKKER AFHÆNGIGHED – AF NATUR OG SAMFUND. ”THE BLUES” betyder at mennesket er afhængigt. Det er afhængigt af naturen. Som økonomen John Maynard Keynes sagde surt, da man kritiserede hans forbrugsorienterede økonomiske teori, for at på langt sigt ville skabe inflation. Så blev Sir Keynes sur: ”På langt sigt er vi alle døde!” Mennesket er lidende, fordi det ultimativt skal dø – ”The Blues” er en måde at tage lidelsen op på og få mod på ”det gode liv”, "det kærlige liv. Den anden side er den samfundsmæssige afhængighed. Derfor er ”THE BLUES” resultatet af mennesker, der blev indført i USA som slaver. ”BLUES” er også et opgør med samfundsmæssig undertrykkelse. Da David ”Honeyboy” Edwards var i Silkeborg marts 2006, hvor han bekræftede det, der stod i hans bog: ”Sådan var det Down South….De hvide mænd har altid villet have de sorte kvinder…Vi havde nogle flotte sorte, gule, halvhvide kvinder…De var bange for de hvide mænd, og hvis en hvid mand ville have en af dem, så måtte hun overgive sig til ham…Når jeg var en sort mand og en hvid mand tog min kone, så var der intet jeg kunne gøre…Havde jeg bare kigget på hans kone, så havde han hængt mig…” ”The World Owe Me Nothing” (Chicago, 1997, s. 121) David ”Honeyboy” Edwards fortalte, at han havde været gift uden at de havde fast bolig. Hvis der regnede gik de ind på et hotel. Det var ikke sikkert, at de havde penge til at betale for opholdet – og så måtte han ud at spille. Det kunne være svært, at tjene nok i regnvejr – og så måtte han ned og spille terning. Han pralede med hans evner på dette område, men vi så intet bevis, at han kunne slå en sekser så let som ingenting! Hvis det gik helt galt, så måtte de stå tidligt op, og kravle ud af et bagvindue – og så af sted - uden at betale. At sorte skulle holde sig fra hvide kvinder bevistes 28. august 1955. Her piftede en 14-årig sort dreng fra Chicago, Emmett Till - efter en hvid 21-årig gift kvinde – samme dag blev han maltakteret til døde! Blues er primært skabt af undertrykte mennesker, der er blevet udgrænset og bl. a. udsat for racisme. Racismen findes stadig, 7. juni 1998, fandt en af historiens værste hændelser sted i Jaspar, Texas. Tre unge hvide (23, 24 og 31 år) bandt en sort mand, James Byrd jr. (49 år) om benene og slæbte ham levende i en snor efter deres bil ca. 5 km. gennem byen - til han var død! Dagen efter samlede man legemsrester op på strækningen! Hans søn, Ross Byrd – er senere blevet kendt for at kæmpe mod(!) dødsstraf i Texas – han finder ikke at hævnen vil hjælpe nogen! En stærk holdning – som vi på det seneste har kendt det gennem den norske offentligheds reaktion på Utøya mordene og bombningen i Oslo! MIN MOR OG ”THE BLUES” – MIN SOCIALE BLUESARV. Som alle danskere prøvede min mor at holde ”The Blues” fra døren. For ikke at skulle erkende at hendes liv havde været fattigt og meningsløst – eller rettere – den mening hun havde håbet på blev godt og grundigt smadret af fremkomsten af det moderne forbrugersamfund - som tilsyneladende har været godt for alle andre! Egentligt havde hun drømt om en lille velfungerende bondegård, men to gange mund- og klovsyge – og andre sygdomme gjorde af med deres lille husmandssted. Så kom krigen og de kom i tørvemosen. Mine forældres bedste tid – selv om de boede i et etværelses skur, og måtte have deres ejendele i depot hos familien. Men i ”Lille Vildmose” var der gensidig hjælpsomhed, solidaritet, lighed – socialt og kønsmæssigt, og i det hele taget en menneskelighed, der blev smadret med fremvæksten af det moderne pengeværdibaserede samfund. Med den pekuniære velstand blev nogen rige – se f. eks. Finn Søeborgs romanbeskrivelser af bl. a. nabokonkurrencen om at få et fjernsyn, der var en tomme større end naboen i huset på ”Evighedsvej”, der også helst skulle være 10 kvm. større osv. Min familie faldt helt igennem – og endte i social deroute – et sted for udstødte, Sebber gl. Skole. Stråtaget var fuld af himlens fugle, så det næsten kunne lette mod himlen. Min mor brugte nu hele dagen på at klare en faldefærdig lejlighed, stort set uden penge. Hun hentede vand i spand, der blev hejst ned i brønden – hun tømte lokumsspanden i gården når den var fuld, og hun havde kæmpet sig gennem 327.000 spyfluer – for der var 3 lignende spande ved siden af! Hun fandt avispapir, som hun kom i vinduerne for at modvirke frosten. Avispapir blev lagt ud over cementgulvet, med et hullet tæppe ovenpå. Det var ikke det liv hun havde drømt om. Der var fattigdom økonomisk, socialt og kulturelt. "Et hjem uden klaver". Men hun sang! Med hendes udisciplinerede stemme: ”Her i vores hus er glæde – her i vore hus er fest!” – frit efter Raquel Rastenni. Men - der var ikke nogen glæde i huset! Og ”festen” bestod i at min fars halvsøskende (begge mine forældre var såkaldt ”uægte” børn, opvokset hos bedste-/plejeforældre med 1800-talsværdier!) kom til hans fødselsdag og fik den lokale spise: stegte ål tallerknen rundt, kartofler og persillesovs. Naboen havde fanget ålene, som vi fik billigt. Festen sluttede med et kor der sagde: ”Her kan I da ikke bo!”. Og så sang min mor: ”Her i vores hus er glæde – her i vores hus er fest!” Sådan – for at holde ”The Blues” på afstand. Så forsvandt ”de lykkelige festdeltagere” – den dag var de lykkelige fordi de alle havde haft mulighed for at føle sig ”bedreværdige - mere værd end vi andre - vi blev bundens målestok! De havde kun nippet til ”THE BLUES”. Vi levede den. Det var den eneste arv min fattige bluesfortrængende familie efterlod mig. Der var ingen millionarv, ingen fabrik, intet hus, ingen bil (Oh lawd! Won´t you buy me a Mercedes Benz! – Janis Joplin), ingen båd, intet klaver med tilhørende kultur….intet ..og dog. To ”ting” efterlod min familie mig. Skammen over at være fattig – og det bitre sennepskorn, som ”The Blues” var (om sennepskornet - se Matthæus 13,31-32). ” Blues er rødderne - resten er frugterne” – som Big Willie Dixon sagde. Og sennepskornet voksede i min verden og overvandt til dels skammen. Alligevel ved jeg det godt! Jeg er ikke som de andre i ”det danske lykke-Løkke-samfund”! En ledende kollega, der altid startede med at sig ”vi”(for at give indtryk af at have nogen bag sig!), sagde en gang til mig på min arbejdsplads (Ikast-seminariet): ”Vi synes altså, at du er ret mærkelig – men du skal da nu også have lov at være her!”. Og selv om jeg syntes, at jeg havde brudt ”den negative sociale arv”, så var det mig der blev fyret – til sidst! Så er ”man” ligesom sat udenfor ”det gode selskab” – i ensomheden. Jo, jeg har også fattet, hvad det vil sige ”at være fremmed” – i Danmark! Fremmed blandt sine "egne?" MEN, Jeg frygter ikke THE BLUES - som sygdom frygtes. ”Ensomheden er det menneskelige vilkårs dybeste væsen. Mennesket er det eneste væsen der ved det er alene, og det eneste der søger efter et andet” (Octavio Paz.). Johnny Shines: ”The blues are not wrote; the blues are lived”. Blues er at turde leve livet – og udvinde lykkens moment af lidelsens afhængighed. Kai Krogh Christiansen Tidligere formand for bluesforeningen “B´Sharp” - dec. 2011. MJA-artikel.
Comments