Jeg Kai Christiansen

Når studerende senere er kommet og har sagt, at de ville være rollemodeller eller mestre for den næste generation, så har jeg altid protesteret:

"Jeg har levet mit liv på mine betingelser og søgt at tackle dem så godt jeg kunne. Jeres betingelser vil være anderledes og jeres måde, at tackle disse nye betingelser på, vil derfor også være anderledes. De børn og unge i skal ud at arbejde med vil vokse op på igen andre betingelser, men det er jeres pligt, at gøre dem egnede til at tackle disse nye betingelser, som vi på nuværende tidspunkt kun kender i begrænset omfang. Men jo bedre vi forstår og kan forklare disse nye betingelser jo bedre vil vi kunne rådgive til handling." Fantasi og selvstændighed bør være basis i al opvækst og læring i erkendelse af overvindelse af afhængigheden.

Jeg var født ind i BLUESEN - ikke genetisk med den. Alle mennesker kan føle BLUES, selv om de kalder det noget andet såsom - sentimentalitet, melankoli, depression, smerte, lidelse, sygdom - ja endog negativitet! Selvfølgeligt er der nationale, regionale og kulturbestemte måder, at opleve BLUES på.

I den Europæiske Blues Union (2010) diskuterede man, om der fandtes en speciel europæisk måde at opleve BLUES på. Det er der måske nok - men jeg var imod, at man skulle søge at udvikle en særlig Europæisk måde, at udtrykke den på.

BLUES er en universel antropologisk egenskab hos mennesket - som afhængigt lidende.

Afhængigheden er dobbelt – af NATUREN, du skal dø en dag – og af SAMFUNDSTRUKTUREN – det er ikke ligegyldigt hvilken kultur og miljø du fødes - og evt. vokser op i.

Hver 5. sekund sidder der en kvinde med et barn der ikke får en chance - fordi hun hverken har mad eller medicin!

Desværre er der mange der opfatter BLUES, som noget man går ned og køber i en musikforretning - og som står i en plastikkassette under en bestemt rubrik "BLUES" – og så går hjem og konsumerer. Og i 1960'erne var forventningerne vel nærmest, at man kunne blive ”høj” af den – evt. med lidt ”tilsætning”!

Sådan har vort ordnede forbrugersamfund efterhånden "inficeret vore hjerner" med denne menneskeligt fremmedgørende opfattelse af BLUES som "en ting", der skal sælges og købes.

Sådan er det ikke! Slet ikke for mig!

BLUES er for mig en (ubestemt) følelse af en afhængighed, som jeg prøver at overvinde.. Alle indeholder potentielt denne følelse, men mange forsøger at undgå den, især ved at fortrænge den! - gennem brug af medicin, alkohol, stoffer, muzak, sex, religion og forbrugerisme - ja nogle fortrænger endog, at de skal dø en dag! Man fortrænger det man ikke vil vide af. BLUESfølelsen er subjektivt svar på den nævnte objektive afhængighedssituation. Indtil overvindelsen virker følelsen nedtrykkende, depressiv, melankolsk og sentimental, lidende. Overvindelsen gør det modsatte – her opstår håb, kærlighed og livsglæde! BLUES er IKKE musik, men kan udtrykkes i musik. SKRIGET er efter min mening BLUESens grundudtryk! Hvem kender det ikke? Ens kæreste har forladt én, og det smerter og gør bare så psykisk ondt, at man må løbe i skoven og skrige sin BLUES ud (a la August Strindberg!) - i stedet for at vende smerten indad, med alle de psykisk patologiske konsekvenser det har - og så kræver det jo ofte professionel hjælp! BLUESfølelsen kan selvfølgeligt aktualiseres af mange forskellige situationer - f. eks, at ens nærmeste dør; det kan være at man bliver fyret; det kan være at man bliver groft snydt og bedraget osv. Og der er næsten lige så mange måder, at udtrykke sin BLUES på! Og hvad er det så, at man som menneske - i yderste konsekvens - er AFHÆNGIG af? På den ene side er mennesket afhængig af den natur - som mennesket selv er en del af. Den enkeltes liv er begrænset, kort og man skal dø en dag. Dette kan efter min mening kun ophæves relativt. Selv om mange religioner taler om ”det evige liv”, så er den enkeltes liv afgrænset til en bestemt periode. Derfor opfatter jeg BLUES som ”en kendsgerning”, der måske kan være nok så ærgerlig? De fleste vil dog ikke kendes ved den - og i det moderne samfund kan man da også købe "lykke"piller imod den!

HUDDIE LEADBELLY"The BLUES ain´t nothing but a good man feeling bad"

Overvindelsen kan vel her kun være indsigt i og til dels beherskelse af naturens love? Men der er en anden afhængighed. Afhængigheden af den givne samfundsstruktur, der former de situationer den enkelte gennemlever. Alle vokser op i en klasse, en gruppe, en familie/slægtssammenhæng, der sætter sine begrænsninger gennem de situationer den enkelte lever. Den KULTUR der omgiver ens liv. Som fuglen lever gennem luften og dens insekter mv. – som fisken lever gennem sit vand – som planten i sit jord – således lever mennesket gennem sin kultur. Herigennem danner det enkelte menneske sin subjektive særlighed, sin personlighed. Denne dobbelte afhængighed gør mennesket til et lidende væsen. Der er dog også både en individuel ydre og indre afhængighed. Handel har altid været en del af det menneskelige fællesskab. Bonden solgte de kartofler, som han ikke skulle bruge til sig selv, og derfor ikke længere havde brugsværdi for ham. Møbelsnedkeren solgte de borde, som han ikke selv brugte, og derfor nu kun havde bytteværdi for ham til Bonden Og de kunne så begge stille kogte kartofler på bordet. Og sådan fremdeles. Problemet opstår først, når der er "nogen", der ikke har "nogen ting", som de kan sælge. Denne ydre individuelle afhængighed er vel tydeligst i BLUESENs hjemland USA, hvor den sorte befolkning blev hentet af - bl. a. danskere - i Afrika og solgt på et marked - især i USA - som slaver. I det moderne samfund er det nærmest forbudt at sælge sig selv og sin krop. Det kalder vi nu prostitution – og det er der lovgivning mod - sådan da. Til gengæld opfatter ”nogle” det som ”den individuelle totale frihed” at have retten til at sælge sin egen arbejdskraft - altså forbrug af ens kropslige og intellektuelle energi i et tidsrum - til en arbejdskøber og arbejdskraftforbruger. Arbejdskraftforbrugeren kan derefter sætte den enkelte til at udføre det kontraktligt aftalte. Frihed? Alternativet hertil er jo heller ikke længere, at den enkelte må dø af sult - og dog -i en 1/3 af verden (og dog! hvert 5. sekund dør som sagt et barn af sult eller sygdom i de øvrige 2/3 af verden) - ligesom ca. 1 mia. mennesker sulter (næsten lige så mange som der var ialt på jorden da min far blev født 1900!) I "vor del" er det den såkaldte ”velfærdsstat”s opgave, at sørge for, at dette ikke sker. Alligevel kan man vel påstå en linær sammenhæng mellem a) den økonomiske markedsmæssige værdi (målt i penge) – og b) social værdi (målt i status dvs. værditilknyttet position i den sociale struktur)? Eller som denne "filosofi" hedder i en gammel dansk sang: ”Har du penge? Så kan du få! - Har du ingen, så kan du gå!” Altså: A) har du mange penge, så HAR du stor værdi (en af "samfundets støtter", et arbejdsgivende generøst fint menneske); B) har du kun penge som en almindelige arbejds"tager"løn, så er du ikke så meget, men er en "nødvendig omkostning”, der skal holdes nede!; C) og har du ingen penge, ja så er du ikke noget værd, og du er udgift, der burde - om muligt – afskaffes. I den forstand har jeg ladet mig fortælle, at de 85 mennesker rigeste er langt mere værd end de 3.500.000.000 fattigste på jorden!? Altså halvdelen af jordens befolkning. Og det bliver tilsyneladede værre og værre! Grobund for the BLUES? Når man møder en fremmed, der spørger om "hvad man ER", så refererer de fleste vel til deres arbejde og erhvervsstatus: "Jeg ER tømrer, frisør, pædagog osv.!"? Dvs. deres statusmæssige placering i den sociale struktur? Hvis jeg i stedet siger: ”Jeg er et godt menneske!” - så bliver jeg mødt med en foragtelig latter: ”Ja, ja - det kan enhver kræmmer jo komme og sige, ha-ha!”. Hvorfor dog?

BIG BILL BROONZY"If you think the BLUES ain´t bad - it ain´t them Big Bill BLUES you´ve had!"

Det følgende skulle ikke handle så meget om den ydre afhængighed, men om den indre afhængighed som er personlig. Jeg voksede op i blandt mennesker, som bestemt ikke fik deres værdi gennem arbejdsmarkedet! Jeg blev således født ind i the BLUES. Nej den var ikke medfødt, men den kultur jeg voksede op i var præget af BLUES, som - hvis fuglens luft var blevet lettere forurenet - hvis fiskens vand var blevet lidt forgiftet - og hvis plantens jord var uden ret megen næring. Jeg indåndede dagligt BLUESkulturens værdier! Man gennemstrømmes af den kultur man lever i og internaliserer dens værdier, og det kommer i høj grad til at bestemme ens liv - selv om den personlige måde den enkelte tackler de situationer, som vedkommende gennemlever bestemt også betyder en del. Måske kunne sige, at mit "opvækststed" helt manglede kultur. Der var - så at sige intet. Nej, der var heller ingen der sang BLUES - og dog - f. eks. når min mor i sin ensomhed med falsk stemme dagen lang sang Raquel Rastennis: "Her i vores hus er glæde, heri vores hus er fest..." så var det med BLUESY undertone, fordi glæden forlængst havde forladt vor usle bolig, og vi anede ikke hvor den var gået hen? Men BLUESen var der, men blev fortrængt! Da vi langt om længe fik en ynkelig transistorradio, hvor der skulle monteres en tændstik for at den virkede, sagde min far befalende og liggende på divanen, når jeg prøvede at lytte til jazz og BLUES: "Ka´ du ikke lige ta´ og slukke for det spektakel!". Og når giro 413 om sommeren gjaldede ud af vinduerne, som en fortrængende kompensation for tilværelsens mistrøstighed - dette miserable sted, hvor der boede 5 "udstødte" familier, isoleret fra det sociale liv - langt ude i skoven. At høre giro 413 var - på den den ene side som at få råd til at købe og spise en kage - på den anden side var det bare sløvende muzak, som ingen rigtigt hørte efter. En forløber for supermarkedet! Det hårde liv fortsatte bagefter. Livet var brutalt og nådesløst, og det mest positive man kunne sige om "stedet" - var måske med Friedrich Nietzsche: "Det man ikke dør af, det bliver man stærkere af". Og - alligevel var der næppe mange, der blev stærkere - om nogen? Selv om der ikke var noget tv - dårligt nok radio - så kunne man selvfølgeligt drømme - men heller ingen læste bøger undtagen dem skolen tvang os børn til at læse - og dem læste vi nok heller ikke meget i? Og skolen havde også opgivet at straffe os for det! I litteraturen blev H. C. Andersens "grimme ælling" imødegået af Henrik Pontoppidans "Ørnen Klaus - i andegården". Den såkaldt "frie vilje" handler altid ud fra - ikke bare ydre omstændigheder, normer og situationer, men også ud fra de internaliserede værdier. For at sige det kort: Vi voksede op i "en andegård - med såkaldt "restringeret sprog/kode" - uden at være ørne! Der var kun to vigtige ord: "spise" - og her skulle man være glad, hvis der var noget mad!- og "sove. Og de fleste af børnene led af enuresis, og da vaskemulighederne var begrænsede, så der stank når sengetøjet luftedes. Alle andre ord var enten "forbudte" f. eks. "seksualitet" - eller meningsløse - f. eks. "arbejde" . Mange der boede der ernærede sig "innovativt" - dvs. ved smårapseri - og også lidt større som f. eks. "Høns-Hans", som politiet hentede en skønne dag - selv navnet sagde jo noget om hans hovedbeskæftigelse - men en dag var han så gået lidt videre, og så vi ikke ham mere! "Hellig-Henry" sad med biblen dagen lang og messede - hvis han da ikke reparerede på den Skylon-knallert, som jeg aldrig så køre! Med årlig regelmæssigt producerede han et barn med sin kone - som yderligerede reducerede den indtægt, som de knap nok havde. Jeg har aldrig hørt noget om, at Henry skulle have arbejdet med noget som helst andet. Når de utallige børn lavede lidt ballade, så sprang han op og bandede og svovlede, og kastede biblen efter disse forbandende unger! Da lægen foreslog, at de måske skulle holde en "babypause" blev han fuldstændig rød i hovedet og buldrede vredt! Det skulle lægen aldeles ikke blande sig i - det var Guds vilje! Ak, ja! Nej, der var ingen af os, der voksede op i "den gamle skole", der bare var i nærheden af at udvikle sig til en "genetisk" svane. Alligevel - jeg levede "BLUES på min måde! Alt hvad jeg begyndte på, det egnede jeg mig ikke til - sagde "DE". Vi levede ludfattigt i dette ludfattige nærmest asociale miljø. Hertil kom, at mine forældre - var begge "uægte børn" med 1800-tals bondeopdragelse – og de ikke intet af det moderne samfund. Verden var gået dem imod - med fallitter og tvangsauktioner - og nu boede vi så i den faldefærdige gamle skole med det jeg kaldte "det levende tag" - hvis man gik ud i gården og klappede i hænderne - så lettede et utal af fugle med reder i det gennemhullede stråtag. Der var masser af "grossenolliker" - ingen ørne! Men til gengæld selv det mindste regnevejr var en naturkatastrofe – spande og krukker måtte stilles frem. Vand skulle pumpes op med en håndpumpe – og de små børn var fascinerede af lyden, når de tissede ned i brønden! Det gav selvfølgeligt kontant ”nogen på ørene” og ind i den tilpissede stinkende seng!

SIPPIE WALLACE"The BLUES ain´t nothing but a good woman feeling bad"

Miljøet var alt andet end stimulerende på den hjernemæssige udvikling. Og børnene var hårde. Vi var lige flyttet til "den gamle skole". Jeg var vel godt 4 år. Jeg havde vovet mig ned i "den lille skov" på den anden side af vejen. Pludselig samledes en gruppe børn omkring mig. Leon "røde ræv" som var den ældste tog ordet: " Hæer æer jæn dæer æe´ ka´ snakk´ ræjti´- han sæjer de´ wæed a et´ - det hæeddar da det Wæed a æe´!". Hvad er så bedre end hård straf til at skabe lydighed? (se i øvrigt Stanley Milgrams bog om lydighed og læring - "Lydighedens dilemma"). Så flåede de min bluse af og gennemtæskede mig med brændenælder! Jeg løb skrigende hjem til min mor, der fandt den store balje frem og dyppede mine sår med sæbevand. Hendes bekymrings- og aldersprægede rynkede ansigt (hun var blot 46), så håbløst trist og tomt ud – livet var ikke gået hendes vej: "Du må holde dig fra de drenge!" sagde hun. Problemet var blot, at der ikke var andre at lege med. Tilbage blev isolation og ensomhed. Denne diskriminationen krævede kun en flytning på 30 km. Og vi flyttede kun fordi vort hus var røget på tvangsauktion. Min far var blevet syg af vejarbejde – og tjente ikke længere penge. JEG BLEV EN ”UEGNET”: ”DUER IKKE”! Angående det hjernemæssige skete der så det, at jeg - som ung 19-årig - slog min hjerne i tre stykker ved en motorcykelulykke i Tyskland, da jeg af egen kraft prøvede at skabe en alternativ karriere som professionel fodboldspiller i Holland. Det var min drøm " - men den "duede ikke"! Det gav mig til gengæld "en hurtig forklaring" på meget, af det, andre undrede sig over hos mig! (ha,ha!). Men der var egentligt ikke noget at grine af! Jeg var ikke egnet til at komme i skole! Jeg var ikke egnet til at komme i realskole! Jeg var ikke egnet til at komme på studenterkursus! Her kom jeg kun fordi jeg ikke egnede mig til at arbejde. Trafikuheldet satte en stopper for mit læreforhold - især Handelsskoledelen, hvor jeg klarede mig uendeligt dårligt og nu var 1/2 år bagefter – så jeg måtte stoppe!

ROBERT JOHNSON”WHEN YOU GOT A GOOD FRIEND”

Han er sikkert den bedste ven jeg har haft i mit liv. Han kom fra et stift engelsk præget konservativ miljø – vi havde især og blues og fodbold fælles. Vi var stort set sammen hver dag. Det var hans idé, at vi bare skulle køre til Holland for at se om jeg ikke kunne blive professionel – den tur der endte så grueligt galt! I det hele taget har han været så betydningsfuld i den retning, som mit liv har taget! Men da jeg var kommet godt over den ulykke – så kom den næste! Sådan har mit liv meget været! Min kammerat dumpede i 2 G. UPS. Så var der famlieråd i den konservative famlie! Hans forældre besluttede nu, at årsagen til at han ikke havde bestået lå i, at han omgikkedes en så ukulturel person som mig! Så det forbød de ham – slet og ret! Men også her var han en kammerat! Så det sagde han, at det kunne de godt glemme alt om! Kompromisset blev så, at han ikke måtte spille fodbold – men skulle koncentrere sig om fægtning. Han er senere blevet dansk mester i sabelfægtning! Jeg var vel heller heller ikke egnet til at gå på et universitetet – men han motiverede mig – sammen med min daværende ægtefælle – med den kranke skæbne! Og min doktordisputats om ”ungdom” – ligger stadig ude i mit skur! Kort sagt - Jeg var ikke en "måske egnet" - jeg var "en aldeles uegnet" – til det mest – sådan har jeg i hvert fald følt det! Meget har jeg prøvet. Jeg følte the BLUES, men jeg evnede heller ikke rigtigt at give udtryk herfor. Og det var først i relaskolen jeg blev bevidst om hvad BLUES egentligt var (se senere artikel!). Jeg købte mig en guitar og meldte mig på den lokale musikhøjskole i Ålborg. Men der gik ikke lang tid før "min lærer" dér - som mente, at BLUES var en musikgenre blandt mange (til gengæld mente jeg, at han heller ikke havde fattet en skid af, hvad BLUES egentlig var!) - og mente musik ”nok ikke lige var mig”! Han rystede på hovedet: "duer ikke!" Min BLUESfølelse blev bekræftet som: IM - POTENS! I den klassisk latinske betydning! Mange afgørende såkaldt kloge middelklassemennesker, som jeg har mødt, og som skulle vurdere mig - er nået til: "DUER IKKE!". Og dog! Selv om jeg absolut ikke var egnet når jeg startede på noget, så skete der alligevel en hel masse ikke-intenderet undervejs. Jeg udviklede mig - ikke som forventet - men i alle mulige retninger. Det fik nogen til at undre sig. Så som en ledende medarbejder på min sidste arbejdsplads sagde – som god socialdemokrat, så sagde altid sagde "vi" for at betone en betydning han overhovedet ikke havde – det var som om han ville give indtrykket af, at der stod en hel række mennesker bag ham! Det gjorde der ikke: "Vi synes, at du er noget mærkelig, men du skal nu også have lov at være her!" Det fik jeg lov til - indtil jeg blev fyret - af mennesker jeg egentlig fandt inkompetente til deres arbejde - herom i en senere artikel. ------- Da jeg blev fyret og måtte gå på efterløn, besluttede jeg mig til, at nu ville jeg skrive om, hvorledes jeg - trods alt - havde brudt den såkaldt"den sociale arv" - og hvordan andre burde arbejde hermed. Det skulle denne hjemmeside handle om! Det troede jeg selv meget på, indtil jeg forelagde mine planer for min nuværende eksægtefælle! Hun gjorde kort proces: "Øeh? var det ikke lige dig, der blev fyret? - uanset dine menneskelige og faglige kvaliteter i øvrigt?" …........ Joeh - det var det jo!??? ........... Nogle år efter fik jeg så kræft (ca. 2010-2015)! Ak ja! Men det er er jeg stort set kommet over! Og underligt nok er jeg på mange måder ikke utilfreds med det liv jeg har levet - ikke med hensyn til at nå mål og sligt - men jeg har levet det der var muligt - på mine betingelser - og på min måde! THE BLUES ER STADIG MED MIG.

"If you think the BLUES ain´t bad - it ain´t them Big Bill BLUES you´ve had!" Big Bill Broonzy

"Hvis jeg tager nogen i at spille og synge mine sange uden min tilladelse - så vil jeg betragte dem som gode venner. Det var jo netop derfor jeg skrev dem!" Woody Guthrie - amerikansk folkesanger - citeret efter hukommelsen.