top of page
  • Forfatters billedeKai Christiansen

M I N L A N G E O G T R A N G E V E J !


- VÆK FRA MIT OPVÆKSTMILJØ. Når jeg nu står ved Skt. Nikolai Bjerg og kigger tilbage af vejen mod Sebber gamle skole som ligger i Sebberklosterskoven, så vælder en række følelser op i mig so kræver refleksion over mine teenagerår - og hvor det førte mig! Og to gange har jeg troet, at jeg var VED VEJS ENDE. To gange har jeg SET DØDEN I ØJNENE! Første gang jeg så døden i øjnene,var som 19-årig i august 1967, da jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller. Det eneste jeg havde haft relativ succes med i min barndom var at spille fodbold. Men et forsøg på at blive berømt via den lokale storklub, ÅB var slået fuldstændigt fejl. En god konservativ middelklassekammerat, som jeg havde mødt via fodboldspillet, var fuld af al den selvtillid, som du bestemt ikke kan erhverve ved at vokse op i ”den gamle skole” ved Sebbersund. Han mente, at alt blot var et spørgsmål om ”at ville” det stærkt nok – lidt a la Olof Palmes opfattelse af politik! Han sagde blot: ”Hvor vil du være professionel?” Jeg sagde: ”Holland!” - for dér havde jeg lige været med den lokale klub – Sebber IF. ”Godt!” - sagde han - ”så kører vi der ned!” Og som besluttet – så gjort! Han var en handlingens mand! Han var en stor inspiration og hjælp i min teenagerår. Men - det blev alt andet end en succésfuld tur. Hverken dernede - omkring klubben Oss – eller hjemturen. For ved indkørselen til Rotenburg bei Wümme kørte vi – i et paradoksalt uheld – ind i en mand med gipsarm, som han havde fået en uge før, fordi han var gået ud på vejen i utide. Og her ugen efter gjorde han det så igen. Jeg blev slået af motorcyklen, vi kørte på og ned i asfalten. Og det viste sig senere, at jeg havde fået tredobbelt kraniebrud. Det tog tre dage inden jeg kom så meget til mig selv, at jeg fattede hvad der var sket! Og først her kom paradoksalt nok angsten for at mit liv var forbi! Jeg rystede over hele kroppen i én dag – af angst! Efter at have ligget fladt en måned på Diakonissenkrankenhaus Rotenburg blev jeg kørt hjem af det emsige forsikringsselskab – og skulle nu til at genlære fundamentale evner, som f. eks. at gå! Hvilket dog gik forholdsvis hurtigt. Men min uddannelse til kontorassistent var gået fløjten – jeg missede handelsskolen et helt år. Anden gang jeg så døden i øjnene var i 2012, da jeg i september måned havde fået konstateret tyktarmskræft. Jeg var så træt jeg knap kunne gå. Symptomet var min manglende evne til at kunne danne røde blodlegemer – sagde lægen. Jeg fik vitaminkur. Men lige lidt hjalp det. Og en aften brød jeg sammen til bluesforeningen B'SHARP's generalforsamling! Jeg blev kørt på Silkeborg Regionshospital, hvilket var en yderst kompliceret affære – men blev dog med uendelig urimelig forsinkelse overført til Viborg Regionshospital. Havde det været det vi troede, en blodprop i hjernen som følge af ovenstående – så havde ventetiden været katastrofal! På Viborg regionshospital kunne lægerne ikke finde ud af hvad jeg fejlede – og efter masser af undersøgelser blev jeg så henvist til Silkeborg regionshospital igen, som gennem en koloskopiundersøgelse konstaterede en kæmpe kræftknude i tyktarmen. Der var nu gået ½ år. Jeg var på det tidspunkt så udmattet, at jeg dårligt kunne stå på benene! Jeg hidkaldte min gode ven , Søren Lauridsen som skulle hjælpe mig med at skrive et testamente. Jeg var sikker på, at det ikke blev jul 2012 – for mit vedkommende! Men få dage efter blev jeg så succésfuldt opereret – og 14 dage efter gik det meget bedre – indtil jeg påbegyndte den kemokur, som var blevet anbefalet for at fjerne de sidste kræftceller. Jeg havde overlevet! Kemoen blev jeg nærmest dødssyg af. Jeg overlevede julen liggende alene i mørket på mit flisegulv i den inderste stue med mit højre ben mod varmen, Jeg skulle til check på regionshospital Herning lige efter jul. Denne opdeling mellem hospitaler er ret forvirrende! En ældre mandlig læge fumlede lidt - og konkluerede, at jeg bare jeg skulle tage hjem og se tiden an. Dagen efter havde jeg det så dårligt, at jeg måtte bede om at blive indlagt. På Viborg regionshospital sagde de ”Ueha! Vi kan blive nødt til at tage benet af fra knæet! - det er på kanten til koldbrand!” UPS! Dagen efter – dagen før nytårsaften – blev jeg kørt ned i operationen til undersøgelse. Efter undersøgelsen kom overlægen op og gentog meddelelsen: ”Vi kan altsåblive nødt til at tage dit ben af fra knæet!” Skønt jeg kun var lokalbedøvet i underkroppen, så hørte jeg ikke hvad hun ellers sagde derefter – jeg var væk! Da jeg over middag så igen blev kørt ned til operation fik jeg den lykkelige besked, at de ville forsøge en åreoprensning først. Det lykkedes og jeg blev kørt tilbage til min seng – efter 12 timer på operationsstuen – med højre underben kraftreduceret – men i behold. Puueh! Nu står jeg så her august 2017 - 5 år efter den sidste – 50 år efter den første hændelse – stadig i live. Og undrer mig over især disse to fundamentale hændelser i mit livsforløb? Sådan kunne jeg aldrig på forhånd have forestillet mig at det ville gå mig!


3 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page