Når man når min alder (75) kan man komme til at overveje Søren Kierkegaards - "Livet leves forlæns - men forstås baglæns!" Og når man så begynder at forstå - og fortiden er blevet så pokkers kortere end den formodede fremtid! Så kan det være tid til sidste refleksion... Jeg er født i "det Orwellske år" - året hvor han skrev fremtidsromanen "1984"... Set forlæns - så har mit liv været en tumlen afsted - uden mål og med... Så...
Mine forældres liv havde udviklet sig som en katastrofe! De var såkaldte "uægte børn" og adopterede - opdraget med 1900 årstallets sociale værdier! De forstod overhovedet ikke det moderne efterkrigssamfund!
De var gået fallit med husmandsbrug. Så havde de under krigen boet i ubeboelige skure (ikke et sted for et lille barn!), mens de arbejdede som tørvearbejdere i Lille Vildmose. Ved min fødsel ville min far (1900-1966) så være ansvarlig forsørgende far - og blive arbejdsmand - og købte et lille hus i Dall. Han fik vejarbejde, som han blev syg af (asfalten) - vi kunne ikke betale huslejen og kom så på tvangsauktion...og blev smidt ud...! Så vi måtte i flytte ud i en forfalden gammel skole med lys - men uden rindende vand og toilet - i Sebberklosterskoven i 1952 ! Jeg var 4 år. Det blev rammen om min barndom - og ungdom.... ...... Oplevelser fra denne fortid får mig til at krympe tæer den dag i dag - f. eks.: En lærer kom brasende ind af døren i Realskolen i Nibe, hvor jeg gik i 1962 - fordi min mor syntes, at jeg skulle have en uddannelse - da min søster (1930-2002) ikke fik én. Min søster forblev tillært i Brugsens bagerforretning på Kastetvej i Aalborg det meste af hendes liv! Fordi hun kun var tillært var hun nok bange for nye udfordringer? Nå! Men denne lærer brasede ind i en time - og sagde kort: "Er der nogle med fattige forældre herinde - så kan I få et tilskud! Nå , ikke - så undskyld afbrydelsen!" ....... Selv idag synes jeg, at jeg svigtede mine forældre ved ikke at sige noget! MEN Jeg skammede mig over skulle sige, at vi var pokkers fattige!
Min far havde fået samme kredsløbssygdom som Jens Vejmand - men min far havde fået det ved at grave huller til læbælter for Hedeselskabet (han var heldig med i det hele taget at få arbejde - det havde vore naboer ikke!) - og han søgte derfor invalidepension! Det ville bondekommunen ikke bevilge ham! Og hvad vi så levede af - det aner jeg faktisk ikke? Vi levede meget af skovens frugter - og så boede der en ligeså fattig husmand tæt på - hvor vi bl. a. fik billige æg! Indtil en nyoprettet stinkende minkfarm blev oprettet ved siden af gjorde det af med hønsene - og husmanden flyttede! .... Men min mor (1906-1992) havde lige arvet 3000 kr. fra sin plejemor på Vive Hede - og for første gang i livet satte hun sig personligt igennem! De skulle gå til "knajtens" uddannelse - så han ikke endte opgivende perspektivløs som hans far! Uddannelse var dengang for hende en realeksamen - som jeg til gengæld aldrig fandt ud af hvad gik ud på! Den dag der bliver en konkurrence om hvem, der fået danmarkshistoriens dårligste realeksamen - så stiller jeg gerne op! Men... Jeg var meget pligtopfyldende og forsømte ikke én eneste dag i de tre år! Jeg begreb bare ikke hvad det gik ud på?
På en arbejdsregnvejrsdag diskuterede de lokale mænd omkring min far min mors beslutning i vor stue - og den lokale bondemand, som min pt. lavede læbælter hos - sagde spydigt: "Ha! ha! - uddannelse jaeh... - gi' ham da hellere en skovl - det er da noget han får brug for!....og så er det meget billigere"...
Jeg fortalte ovennævnte historie om læreren, der var kommet med dette tilbud om støtte - til min mor! Hun sagde bare: "Vi skal nok klare det!"
Min underdanige mor (hun lærte mig, at jeg skulle bukke for alle øvrighedspersoner! Det fik mig sikkert til at se totalt latterlig ud?) var for første gang i sit liv blevet stædig......og ville selv bestemme...! Så hun besluttede, at hun ville tjene til familiens føde ved at påtage sig et arbejde.... - hvad min far bestemt ikke brød sig om! Han var gammeldags inde i hovedet! Det blev muligvis det sidste søm i hans kiste! Men fordi min mor aldrig rigtigt havde forholdt sig til arbejdsmarkedet før - kun når hun havde hjulpet min far som landarbejder med sæsonarbejde for bønderne! Derfor blev hun nu snydt groft i det arbejde hun lavede for disse bønder og andre - bl. a. rengøring!
Og min far ville kommunalbestyrelsen ikke give den invalidepension min far skulle have haft! "Krouw, Krouw (han hed Krogh!) man kan da æeh' bare komm å' sej', at man vil ha' 'pæng' fra det offentlige - do æer jo æen ong mand ænnu - og om et par oer så ka' do jo få alderspension!" - sagde kommunalbestyrelsesformanden! ........ Via lægen blev min far så indlagt på Ålborg amtssygehus - som min far frygtede, hvis man kom sådan et sted hen, så kom man ikke levende ud (han fik næsten ret!) - men til gengæld fik han herigennem en invalidepension! Den fik han så til han et par år efter døde - 66 år gammel - lige før han var berettiget til alderspension! ..... Da jeg var ved at være færdig med realskolen i 1965 dukkede en erhvervsvejleder op: "Nå, hvad vil du så være "når du bliver stor"?" Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige.... "Professionel fodboldspiller!" Så kiggede han ud af vinduet...."jeg mener hvilket erhverv kunne du tænke dig".... Jeg prøvede at forstå, hvad han fiskede efter ...og tænkte på alle de sociale problemer, der var omkring min familie (og de andre familier rundt om mig)....og så røg det ud af munden på mig: "Socialrådgiver!".... Nu kiggede han ud af vinduet igen...! Så tog jeg mod til mig, og spurgte stille, om han havde nogle forslag til hvad jeg kunne blive....? Så foreslog han, at jeg jo kunne søge et job som kontorelev, så kunne jeg jo lære at skrive på maskine - og samtidig blive noget mere "moden", så jeg måske kunne lære at begå mig i samfundet....mente han!
Og det gjorde jeg så - og fik afslag på afslag - vel pga. mine elendige realeksamenskarakterer?! Efter et par måneder havde mine forældre ikke råd til at have mig gående hjemme længere...og så blev de rådet til at ringe efter en arbejdskonsulent... Han kom så hjem til os - i vor ynkelige lejlighed (uden vand og toilet - men med strøm)! Joeh! Han havde kun to tilbud til mig - jeg kunne blive dropskoger i Støvring - eller jeg kunne komme i læderhandlerlære på Bredegade 2 i Aalborg....! Så jeg flyttede ud til min søster - der havde fået bygget deres drøm - parcelhuset på "evighedsvej" i Gl. Hasseris! - med børneværelse til det barn de aldrig fik! Dér flyttede jeg så i stedet ind! For jeg valgte det sidste - læderhandlerlæren, men blev efterhånden bevidst om, at der ikke var nogen fremtid i dette erhverv - så jeg bad om at blive svajer for de 390 kr. jeg fik om måneden... Det interessante her er, at jeg nu på en Long-John kom til at køre rundt til alle byens skomagere ...og det eneste jeg ved om min farfar - det er at han var skomager i Aalborg! Men...kort tid efter havde alle skomagerne der medio 1960'erne ophørt! Ingen fik sko forslået - alle købte nye sko ... Jeg søgte nyt arbejde....på kontor.... som erhvervsvejlederen i sin tid havde foreslået...
Og minsandten efter jul havde de med gode karakterer fået arbejde og der blev plads - så jeg blev ansat ved 5. udskrivningskreds i Aalborg - som udskrev unge mænd til soldat! Lidt irreterende har jeg altid mødt mennesker, der fik ondt af mig og fik mig til at føle mig mindreværd... Men jeg havde dog stadig en idé om at blive professionel fodboldspiller - ikke i Real Madrid som jeg havde sagt til den første erhvervsvejleder - men min fantastiske middelklasse kammerat gav mig tillid og tilbød at køre mig til Holland, hvor jeg lige havde været med min lokale klub! Jeg kom til en klub, der hed Oss... Mulighederne her var dog begrænsede ... - men på vej hjem på motorcykel gik det så helt galt - Rotenburg bei Wümme - mellem Bremen og Hamburg kørte vi galt - og jeg endte på Diakonissenkrankenhaus Rotenburg med dobbelt kraniebrud! Det gav et halvt år som rekonvalescent... Og Alt var med et slag ødelagt! Min handelsskole, min kontoruddannelse og min fodboldkarriere..... Jeg måtte starte helt forfra med mit liv! 19 år gammel!
Comments