top of page
  • Forfatters billedeKai Christiansen

DEN GAMLE SKOLE I SEBBERKLOSTERSKOVEN – ved SEBBERSUND.


- OPVÆKST - gennem barndom og teenagerår. Begge mine forældre var uægte børn. Begge havde fået en 1800-tals opdragelse. De fattede ikke en brik af det moderne samfund! I 1930'erne gik de fallit med nogle husmandsbrug bl. a. pga. mund- og klovsyge. Krigen reddede dem. De kom i tørvemosen. Deres møbler blev deponeret og de boede i et utæt træskur. Men min mor erindrede det som den bedste tid i hendes liv – pga. af de sociale relationer – mænd og kvinder arbejdede på lige fod – man hjalp hinanden solidarisk ved sygdom – og der var en kultur i det lille fattige samfund. Men da ”jeg så var på vej” i det George Orwellske år, da han skrev fremtidsromanen ”1984” - så gik det ikke længere at bo i skuret! Og den lille familie – far, mor, min 18 år ældre søster Karen og ufødte jeg lejede sig ind i en lille tarvelig lejlighed i Kongensgade 1 – i Sdr. Kongerslev. Da jeg blev født besluttede min far, at ville være nu ville han være arbejdsmand, så han kunne forsørge familien - og han meldte sig ind i fagforeningen – DASF tror jeg den hed den gang! Han lånte penge til at købe et hus – og vi flyttede til gammel Dall i ”Det hvide hus”. Det gav mig de første fire dejlige år – men også usikre. Angsten lurede hele tiden. Og da så min far blev syg af vejarbejdet – og det blev klart at det arbejde kunne han ikke holde til, så væltede de mørke skyer ned over den lille familie. Min søster fik først et syjob i Aalborg – og senere kom hun til at stå i en bagerforretning – noget der skulle vare de næste 40 år i BRUGSENs bagerforretning på Kastetvej. Men min fars understøttelse var ikke stor nok til at vi kunne betale afdragene på huset. Det røg på tvangsauktion. Min far forsvandt og min mor blev nærmest nervevrag. Dagen før vi var blevet smidt på gaden vendte min far tilbage. Han havde fundet et sted vi kunne bo. Han fik fat i den lokale lastbilchauffør. Og dagen efter var vi på vej – retning ”Den gamle skole pr. Sebbersund” var adressen. Den gamle skole var et faldefærdigt tolænget husbyggeri – hvor der boede 5 familier – for alle var det sidste station før ”gaden”. Stråtaget var fuld af fuglereder og når man gik ud i gården og klappede i hænderne var det som om hele taget lettede. Til gengæld styrtede regnen lige ned gennem taget og nødvendiggjorde et system af spande. Strøm var den eneste moderne facilitet – 4 stinkende dasser i gården med en million spyfluer, vandpumpe, hvor børnene tissede ned i brønden – en kakkelovn til to rum – et urentabel komfur i køkkenet, så min mor brugte primus til al vand- og madvarmning – utætte vinduer – i det uopvarmede soveværelse kom min mor gamle aviser hun fandt i vinduerne for at tage den værste kulde. Bortset fra til dels fisker-Åge var der ikke nogen der havde arbejde – men til gengæld en del rå børn med alskens problemer. Den gamle skole lå isoleret – ca. 1 kilometers afstand fra hver af de tre landsbyer, der dengang udgjorde Sebber kommune. En dag var jeg kommet lidt langt hjemmefra – ned i den anden del af skoven. Pludseligt blev jeg omringet af en gruppe af disse børn, som syntes indstillet på at give ”den nye iblandt dem” en lektion. Den største af dem, ranglede ”Leo røde ræv” trådte frem og tog fat i mig - og sagde: ”Hæer æer yæn, dæer æeh ka' snakk' ræjti' – han sæjjer de' wæed a et - de' hæedder da - de' wæed a æeh!”. To holdt mig og tog min t-shirt af. De to andre havde i mellemtiden plukket nogle brændenælder – og nu kom jeg skrigende til løbe spidsrod mens brændenældeslagene haglede ned over mig. Jeg styrtede hjem til min mor – der i den store balje lavede et bad med brun sæbe – mens jeg skreg i vilden sky mens hun vaskede mig på ryggen, der især var rød og ophovnet af brændenældeslagene. Det var et hårdt opvækstmiljø. Nogle af familierne havde fædre, der begik kriminalitet - ikke såkaldt berigelseskriminalitet – men simpelthen for at overleve. De fleste af børnene var underernærede – og det var mildt sagt bestemt ikke et sted intelligensen florerede. Hvis ikke fodboldkulturen var blæst ind over stedet – alt imens alt hvad der lignede arbejde – fiskeri og landbrug - forsvandt - så ved jeg ikke hvad der skulle være blevet af mig? Selvom skolen bestemt heller ikke var min ”hjemmebane”, så blev det paradoksalt nok den der reddede mig? Jeg voksede stort set ikke - og blev blegere og blegere – og tyndere og tyndere - til min mors og skolelægens store bekymring. Hver dag stod jeg og spillede med den superflex som min søster havde købt til mig ude på landsbyvejen – eller i haven, når det var tilladt. Og her varede det ikke længe inden de drenge, der havde tæsket mig - blev de underlegne i den mere kulturelle aktivitet – fodbold! Og til sidst søgte jeg til nabobyerne for at spille fodbold med drengene der. Og pludselig var jeg skoleholdets helt – som jeg egentlig heller ikke egnede mig til! Men det førte mig ud over broen i Sebbersund – til de større byer som realskolen i Nibe – og fodboldklubben Aab. Jeg lagde Sebber og Sebber gamle skole i Sebberklosterskoven bag mig – og kom af mystiske omveje til en videregående uddannelse – som det kan læses om i mit ”Bluesbrev til min engelsklærer”.

7 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page