top of page
  • Forfatters billedeKai Christiansen

AT BLIVE VOKSEN III.


"WHEN YOU GOT A GOOD FRIEND " Robert Johnson

Jo jeg havde en fantastisk ven - som nok var ham der gjorde livet værd at leve! Vi mødtes umiddelbart efter en indendørs fodboldturnering i Aalborghallen. Han var imponeret over mine fodboldevner! Han boede lige overfor AaBs baner i 1960'erne - og var nok også delvis skyld i at jeg senere meldte mig ind i AaB som 15-årig! Det blev muligt fordi vi var tre unge der fik en købmand til at køre os de 30 kilometer fra Sebber til Aalborg (2 gange ugentlig træning - samt til kamp) for et beskedent beløb! Tusind tusind tak til Johannes Svenningsen for det! Det glemmer jeg ikke! Et år senere flyttede jeg så ud til min søster og svogers hus i Gl. Hasseris - der var et børneværelse - men ingen stork! Indtil da spillede min middelklasseven og jeg fodbold sammen - og vi havde især et stærkt indendørs hold - med mig som spilstyrer! Det var her jeg fik selvtillid! FODBOLD VAR BASIS I MIT LIV.

Men tidligt fik vi også et fantastisk fællesskab om bluesmusik! Vi mødtes næsten hver frie aften - ofte hos min søster - lidt sjældnere hos ham. Hans familie brød sig hverken om fodbold eller bluesmusik! Næeh denne engelskprægede konservative middelklassefamilie (faren var uddannet ingeniør med eget firma) ville have at vi skulle lytte til Beethoven, Tjajkovskij - og især Skrjabin! Jeg prøvede dengang at få råd til én ny blues LP om måneden. Og i min kontorlære fik jeg 650 kr. om måneden! Han fik penge hjemmefra!

Det var også ham, der kørte mig til Holland - da lederne - i modsætning til træneren og medspillerne i AaB ikke brød sig om mig! Og som så førte til ulykken med dobbelt kraniebrud! Og dermed afslutningen på uddannelse, arbejde og fodbolddrømme! Men så kom den næste ulykke! Min kammerat bestod ikke på gymnasiet og skulle gå om! Familieråd! De fandt en forklaring! Min ven blev forbudt at omgås mig, da de opfattede mig som en aldeles ukulturel person - der trak hans niveau ned! Det gjorde squ ondt! MEN Derved blev det ikke helt - fordi han var en rigtig kammerat! DOG Fodbolden blev helt udelukket - han skulle satse på fægtning - hvor han da også senere blev dansk mester i sabelfægtning! Og bluesfællesskabet blev også nedsat - og til sidst forsvandt han til universitetet i Aarhus! Og jeg var alene tilbage!

DR lavede en gang en udsendelse om "den såkaldt negative sociale arv" - et udtryk, der skyldes den svenske socialforsker Gustav Jonsson! Som ikke er helt glad for "arv" opfattelsens biologiske association! Som jeg husker DR-udsendelsen, så var pointen, at man bare skulle melde sig ind i det konservative parti - og så kunne man let blive ledende jurist i Danmark! Jeg synes, at udsendelsen var noget overfladisk makværk!

Men jeg må indrømme, at min konservative ven overførte noget jeg helt manglede: han havde en ubegrænset SELVTILLID! Den overførsel er jeg ham utrolig taknemmelig for! ...... Alene tilbage vidste jeg dog ikke hvad jeg skulle stille op!

Og så var han der pludselig: Hvis jeg kan få en studentereksamen - så kan du også - mente han bestemt! Og det hjalp ikke - at jeg forklarede ham, at aldeles ingen i Realskolen havde foreslået at jeg skulle læse videre - og jeg havde måske også Danmarkshistoriens dårligste realeksamen! Det gad han bare ikke høre på! Nu skulle jeg bare se at hente et ansøgningsskema og så... Så kom mit sidste argument - hvor skulle jeg dog få pengene fra... Og hans svar på det fik mig til at se rødt: Du skal bare finde en pige med rige forældre - så er den klaret! Det havde han selv gjort! Det er det eneste der har fået mig i fysisk slagsmål med ham! ....... Så der skete det modsatte! Mine "uægte forældre" havde indgået en slags "residualrelation" - som de eneste, der var tilbage, da parforholdene var fordelt! Nu gentog jeg så den historie. Jeg spillede stadig lidt på det lokale fodboldhold sammen med en yngre fyr, der stadig spillede på ynglingelandsholdet - og som desværre døde sidste år. At spille på ynglinge landsholdet var han kommet til via AaB - men nu var han ligeledes vendt tilbage til Sebber IF! Vi besluttede nu, at vi skulle tage en dommereksamen sammen! Det blev jeg dog alene om!

Han var ret ustabil - og når jeg prøvede at besøge ham endte jeg med at sidde og snakke med hans lidt ældre søster! Men en dag, hvor jeg kom forbi - fik jeg så at vide, at hun var blevet indlagt. Familien var i tydelig opløsning. Faderen var forsvundet siden længe - så moderen havde været nødt til at blive hjulpet ind på det lokale andelsslagteri, så hun kunne forsørge hendes 4 børn. Og for at have et sted at bo, så fungerede hun som husholderske for en ældre mand! Så hele hendes dag var helt optaget! Til sidst om aftenen - faldt hun i søvn foran fjernsynet med hendes nødvendige daglige cerut! Inderste inde var hun præget af, at hun var datter af en sognerådsformand! Men levede nu under helt andre ydmyge betingelser!

Det jeg faldt for hos datteren var, at hun malede billeder - og skrev simple digte - f. eks. baseret på Frans af Assisi. Det kendte jeg ikke "nogen" i miles omkreds, der gjorde! MEN Moderen anede ikke hvad hun skulle stille op med datteren - som havde det med at flygte fra omverdenen og sidde inde hos den lallende gamle mand! I panik havde moderen haft datteren hos en "klog kone" - uden at det havde hjulpet! Sådan gjorde man nu derude!

Jeg begyndte nu at besøge hende på sygehuset. Blod løb ud af alle hendes kropsåbninger, hendes hår faldt af, og hun havde betændte bumser på størrelse med tommelfingre i hele ansigtet! Man kunne frygte for hendes liv!

Og nu tænkte jeg på, hvordan jeg selv havde haft det, da jeg var kommet i puberteten - lige før prøverne til Nibe borger og realskole! Jeg fik pludseligt så ondt i maven - at min mor måtte cykle 1 1/2 kilometer for at låne telefonen hos den nærmeste bondemand - så hun kunne ringe efter en læge. Og meget sent på dagen kom så lægen med øgenavnet "doktor Hjælpeløs". Han ringede omgående efter en ambulance - men i Nibe kunne en sådan altså ikke køre, når man lige var ved at vaske og pudse Ambulancen! Så kompromisset blev, at de sendte en kranvogn! "Dr. Hjælpeløs"s diagnose var: "blindtarmsbetændelse"! Men straks jeg kom ind på Nibe Hospital undersøgte unge dr. Hansen mig - og sagde: "Aldrig i livet!"....!

Men hvad så? Jeg blev indlagt til observation! Og nu blev jeg virkelig bange! Naboens datter, Inger Margrethe havde modermærkekræft - og vi vidste hun snart skulle dø! Hun var den sidste del af sit korte liv lukket helt inde - og vi måtte ikke besøge hende...! Hun blev bare 16 år!

Måske var det nu min tur? Jeg var da et par år yngre! I dag véd jeg - at jeg bare var kommet i puberteten i en seksuel restriktiv kultur! Det fattede "Dr. Hjælpeløs" intet af! Og så heller ikke jeg ..

Nu så jeg noget tilsvarende hos min nye veninde - i en lidt senere alder! Men hun kom også over det og blomstrede en del op gennem min opmærksomhed! Og hun synes også jeg skulle søge ind på studenterkurset. Og som kommunens eneste studerede hendes ældste bror lægevidenskab på Københavns Universitet. Men hun måtte så også gå et år om - men skiftede fra Års gymnasium til Aalborghus! Med en vis succes! Her mødte hun og blev med en anden særling - der i mellemtiden er blevet en af Danmarks største forfattere! .......... Så en skønne dag lå der et brev fra rektor frøken Dorethea Gluud, rektor på Aalborg Studenterkursus! Hun ville gerne tale med mig!

Det har på den ene side egentlig altid irriteret mig, at når nøden var størst, så er der "nogen", der har fået ondt af mig ....som "stakkels"...! Og på den anden side har det så også reddet mig.....

7 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentários


bottom of page