top of page
  • Forfatters billedeKai Christiansen

MIT USUCĆESFULDE LIV!


Tak for den gribende dialog på mit indlæg om min kræftsygdom (husk - det er Jespers skyld!). Nu vil jeg følge Franks indlæg og så at sige "komme fjenden i forkøbet". Men især Heinrichs dialog er både træffende og gribende. Det vil jeg også vende tilbage til andetsteds. Jeg var med på "Bentes sidste rejse" nogle af de sidste meter (kirken og Pårup) - inden jeg funderende gik ned til toget i Engesvang. Undervejs kom en bil for fuld drøn og ramte en hveps, der i døden krummede sig sammen og stak sin brod i min hals. Det ufordrede da først "min krøllede hjerne", som har fået utallige slag efter motorcykelulykken i 1967 - bla. var jeg en tidlig decembermorgen 1987 på vej på cykel til toget - men vågnede på Århus amtssygehus. "Du er blevet fundet liggende liggende ude på på vejen i Hasle - og" nogen" har indleveret dig!" Lidt uhyggeligt! Men - kære Heinrich! - Ingen tvivl om, at jeg har mistet en stak hjerneceller - til gengæld har jeg fået scannet hjernen på Viborg Regionshospital - og de siger, at den skulle virke normalt nok! Det er ikke alle, der kan fremvise en attest på at være normal! Mht. "muggen på rabargrøden". Vi var fattige og levede meget af Sebberklosterskovens naturlige produkter - bla. vilde rabarber i skovkanten - men især andre frugter, som min mor lavede marmelade mv. af, og som skulle vare til næste år - men ak! - ofte endte det med mug på, som vi nøjedes med at skrabe af - selv om vi jo nok skulle have smidt det væk. Og så havde jeg endda været i Brugsen og hente "atompulver". Uddeler Castberg: "Det hedder ikke "atompulver" - det hedder Atamonpulver"! "Nå!"! Sprog var heller ikke vor stærke side! Men jeg tror sansen for "det mugne" ligger dér! "Der er noget muggent i det danske samfund" - Jeg kan lugte det!

Fodbold var mit liv. Når jeg nu tænker tilbage, så er det de to brændte straffespark i ligegyldige kampe, der står lyslevende for mig. Ikke de 90%, som jeg har scoret på! Drømmen var den professionelle fodboldkarriere som endte på Diakonissenkrankenhaus Rotenburg med tredobbelt kraniebrud. Uden succes. Skønt stor hjælp fra min middelklassekammerat. Men da han så dumpede i 2. G. forbød hans forældre ham at omgås sådan en én som mig - ussel og uden kultur. Kompromisset blev at vi ikke måtte spille fodbold sammen. Men det gjorde ondt!

Egentlig havde de jo ret! Det værste ved at være fattig er SKAMMEN! At skamme sig over at være fattig! Jeg blev skrækslagen hvis kammerater foreslog at ville besøge mig - og fandt et neutralt sted. Da jeg begyndte at interessere mig for piger - slog jeg det hurtigt ud af hovedet. Tænk hvis hun skulle spørge: "Hvor er toilettet? "Her er en lommelygte - og så er det lige ovre i kanten af skoven!" Pinligt! Det ville jeg mindst af alt udsætte mig selv for - og da heller ikke hende!

Jeg fortrængte det - men med omkostninger! Da jeg kom i puberteten fik jeg ondt over alt - og "doktor Hjælpeløs" indlagde mig til observation for blindtarmsbetændelse. I 14 dage lå jeg så på Nibe sygehus uden at ane hvad jeg fejlede. Naboens Inger Margrethe var lige død af hudkræft og jeg havde også fregner! Jeg fik aldrig en forklaring. Angstskabende!

Skolen var ikke nogen succes. Jeg kendte feks. ikke noget til pincetgreb - og efter at have farvelagt en figur tog den vrede lærerinde, frk. Svennevig produktet og viste det rundt til resten af klassen for at vise hvor grimt det var - og derefter dydsmønstrets linealtegning af eget penalhus som udtryk for dygtighed. Jeg var sønderknust.

Hvordan jeg kom i realskole er mig en gåde? Jeg var som nævnt indlagt ved den ene prøve. Til den afsluttende eksamen skulle jeg have mindst mg- for at bestå! Efter en rædselsfuld uge fik jeg at vide, at jeg have fået en uventet høj karakter, mg+! Puuh! Vi havde ikke haft råd til at jeg skulle gå om! Så havde det været ud at passe køer eller lignende!

At jeg kom på studenterkursus skyldtes sikkert at rektor Dorthea Glud fik ondt af mig, fordi jeg måtte stoppe min kontoruddannelse pga kraniebruddene. I øvrigt havde jeg også kun fået lærepladsen på kontor fordi en god socialdemokrat fik ondt af mig med mine dårlige karakterer. Det er altså "trals" og uværdigt hele tiden at blive betragtet som en ussel arme stakkel

Der var fri adgang til universitet og jeg blev overtalt af venner - uden realitetssans - til at tilmelde mig - dengang herskede der desuden en reel kulturel liberalisme. Men efter at have dumpet 4x (normalt var det slut efter 3x - dog ikke ved prøver) ved en historieprøve - og efter 1. del kun at have at have bestået 1 fag, sociologi! - da overvejede jeg godt nok, hvor livet gik hen!

Det var med uoverbeviste tunge ben jeg gik ned og meldte mig til sociologi - sammen med min ægtefælle, som det gik endnu dårligere! Derefter vendte det hele totalt! - og jeg fik 8 år efter papir på være magister i sociologi og filosofi.

Min eneste ubehagelige trøst gennem de 8 år (studiet var normeret til 7) var, at min ægtefælle havde det endnu værre. DER VAR EN JEG KUNNE HJÆLPE! Det hjalp paradoksalt nok mig igennem! Men tvang mig også hele tiden ud i tåbelige dårligt betalte jobs - som jeg i dag godt forstår at folk nægter -fordi de enten af spild af tid - eller værre - er ødelæggelse af mennesker og natur! Men blandt mine mange tilfældige jobs, har der også været spændende - feks. kontorassistent på Christiansborg - hvor min gode desværre afdøde ven eksrigsrevisor Ib Bjørn Poulsen ville ansætte mig som politisk konsulent! Men så var jeg aldrig blevet færdig med min uddannelse! Så det sidste prioriterede jeg.

Senere har jeg så prøvet at skrive en doktordisputats om "ungdom (jeg havde fået et forsknigsstipendium på Odense Universitet), som strandede i private personlige konflikter og en tung skilsmisse. ..... Nej ikke meget har lykkedes helt i mit liv! Men selv om jeg har haft en aldeles uprivilegeret opvækst - så har der været en del - dog ofte besværlige muligheder. Bolden har ligget til højrebenet på pletten - og tit vågner jeg svedende op om natten - pokkers jeg brændte! Nu kan jeg så dårligt gå - på højrebenet.... uden succes....

3 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page