top of page
  • Forfatters billedeKai Christiansen

HVOR ER DET SVÆRT AT BLIVE NOGET! - Vl.


Min kæreste var flyttet til København - også for at studere! Det var egentligt hendes idé, at jeg skulle studere på Københavns Universitet! Jeg ville have været på Jelling lærerseminarium - så jeg fik tid til at spille fodbold!

MEN Det var umuligt at finde noget at bo i - i København - med få penge til rådighed! Langt om længe fandt vi et loftsværelse på en gård i Maaløv! Umøbleret! Og pludseligt fandt jeg nogle evner jeg ikke vidste, at jeg havde - op i træmagasinet og hente spånplader! Dér lånte jeg en trækvogn til at transportere dem på! I løbet af et par dage havde lavet en briks, et bord og en lænestol! Og så købte vi skumgummihynder til! Vi lånte også et par stole fra rockeren, der boede ved siden af! Spøjs fyr! MEN Det var klart at vi ikke kunne blive boende dér, så vi blev skrevet op til et kollegium! 1. november kunne vi så flytte ind i en lejlighed på Grønjordskollegiet på Amager (24 kvm) - ud til en befærdet vej (Røde Mellem Vej) med store benzinbiler, der kørte til benzinøen - med nerverystende larm fra kl 5,00 om morgenen! Også begrundet i et lyskryds, hvor de skulle standse og gasse op! ....... Et par måneder efter skulle jeg så til eksamen i "det danske samfund"! Censor var ingen ringere en den daværende forligskvinde, Mette Kofoed Bjørnsen, der havde ét standardspørgsmål: "Kan De nævne 3 eksempler på det?" Jeg var forfaldet til gammel stil - og prøvet at lære udenad! Det virkede heller ikke her! Med tilstedeværelse af vel 100 medstuderende - så lød dommen: DUMPET! Uf da!

Jeg havde nu studeret i 1 1/2 - år stort set resultatløst! Uden at fatte en skid af universetetskulturen! Heller ikke min kæreste kunne hænge på hendes franskstudium! Vi var begge langt ude fra landet! Hun havde dog noget talent for kunst! Jeg syntes hun skulle have meldt sig ind på Kunstakademiet. Det havde muligvis heller ikke gået godt - men det gjorde det jo heller ikke for Jens Søndergaard.... Mit - ja vort liv - var bombet! Og der var ingen steder vi kunne gå hen og gemme os - selv om på det tidspunkt blev mange narkoafhængige! Det gjorde vi ikke! ..... Og så kom jeg i tanker om, at ét fag havde jeg dog bestået: sociologi! Så jeg fik os begge tilmeldt "kunstsociologi" vi kunne måske arbejde derudfra?...o Vi kæmpede i lang tid med det... men så faldt min kæreste fra. Jeg fortsatte uden den store overbevisning om, at det nu også lige var mig...? Og Vi havde gevaldige økonomiske problemer! Så jeg udviklede en vits: "Penge interesserer mig ikke! - på nær når jeg ikke har nogle! - Og det er normalt efter den tredje i måneden - når jeg har betalt husleje!".... MEN Realiteten var, at så var det ud på arbejdsformidlingen og tage det første - ikke altid bedste studenterjob - dvs. jobs der ikke gav feriepenge mv. Men så skete en slags mirakel på universitetet! Jeg blev venner med nogle få - især et par - og så samarbejde de vi prouktivt om den ene afløsningsopgave efter den anden! Den måde at arbejde på var mig meget mere produktiv end der hvor jeg bare skulle sætte mig ind i et givet stof - og så plapre det af til eksamen! Men det var ikke bare det! Vi syntes også det vi lavede skulle blive til noget i virkeligheden!

Så snart havde jeg flere projekter igang: - jeg skulle tjene penge - i ofte mere end et job! - jeg skulle studere - nu hvor jeg endelig begyndte at forstå hvad det drejede sig om - takket være gode kammerater...! - jeg prøvede at få gang i min fodboldkarriere igen i Fremad Amager! Her mødte jeg "de kendte senere fodboldsverdensstjerner" - men kunne ikke holde i længden pga de andre aktiviteter.... - jeg ville også ændre samfundet til det bedre - og lavede en del beboerarbejde - som senere endte med etablering af "Vesterbro beboeraktion"...hver søndag kl. 10 var jeg til møde i hhv "Nørrebro beboeraktion", Brumleby, Christianshavn, Nansensgade mv. ..... MEN Et forhold havde jeg dog glemt forfærdeligt! Min ægtefælle! For da jeg to gange havde måttet betale min studiestøtte tilbage - havde vi været nødt til at gifte os ...! Og en dag, hvor jeg kom hjem - så var hun ikke hjemme! Jeg ventede - men hun kom ikke - og så begyndte jeg at styrte rundt i byen - til langt ud på natten! Intet steds var hun at finde! Og så var jeg lige kommet dødtræt tilbage - så kom der én og bankede på døren og sagde, at der var telefon til mig (vi havde en gangtelefon på kollegiet).... Det var fra kommunehospitalet .....! De ville bare lige sige, at min ægtefælle var velbeholdent på hospitalet - og jeg kunne besøge hende dér....! Det var et chok! Jeg faldt bare om - og så ned på Kommunehospitalet!

6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page