top of page
  • Forfatters billedeKai Christiansen

Bluesbrev til min engelsklærer.


Lærerstaben på Nibe Borger- og Realskole 1965 BLUESBREV TIL MIN TIDLIGERE ENGELSKLÆRER! Det følgende er en redigeret udgave af et brev, som jeg sendte til tidligere engelsklærer på Nibe Borger- og Realskole og senere undervisningsministeriets fagsagkyndige, Kurt Nielsen til julen 2011. Jeg har altid levet THE BLUES, men Kurt Nielsen blev ham der forankrede den i min bevidsthed - nok uden at det var hans bevidste hensigt!? Kurt har også mærket livets BLUES og lever i dag i Nibe Plejecenter. Sådan et det nok tit - at hensigter ender uintenderet!? Idag er jeg meget taknemmelig for Kurt Nielsens indsats! Brev er overleveret 23/12 - 2011. Og redigeret februar 2014 - samt juli 2015 - februar 2018. THE BLUES AIN´T NOTHING BUT A GOOD MAN FEELING BAD” Huddie Leadbetter Spoken: ”Now this is the blues.......you lay down at night. You roll from one side of the bed to the other all night long. You can´t sleep. What´s the matter? The Blues got ya! You get up and sit on your side of your bed in the morning, may have a sister and a brother, a mother and father around, but you don´t want no talk out of them. What´s the matter? The Blues got ya! When you go and put your feet under the table, look down at your plate, got everything you wanna eat. With your shaky head you get up and you say: Lord, I can´t eat I can´t drink. What´s the matter? The Blues got ya! Wanna talk to ya. Hear, what you got to tell ´em! (Leadbelly singing and playing his Stella twelve string guitar): “Good morning blues, blues how do you do? Good morning blues, blues how do you do? I´m do-(dying) allright, good morning how are you?” Til Kurt Nielsen! Tidligere engelsklærer på Nibe Borger- og Realskole og Undervisningsministeriets fagsagkyndige i engelsk. Kære Kurt Nielsen! Hermed en sandfærdig julehistorie + en gave, som tak for inspirationen du gav – i sin tid! Jeg gik på reallinien på Nibe Borger- og Realskole i årene 1962-1965. Jeg voksede op i Sebber gl. Skole pr. Sebbersund (fra mit 4. til mit 18. år) – et sted hvor der mest boede mennesker, der var udstødt af den ”normale” samfundssammenhæng – på flere forskellige måder. For nogle år siden sad jeg sammen med en rigtig god veninde og tidligere studerende, og jeg spurgte hende, hvad god læring var – og hvordan hun mente, at man kunne finde ud af, hvad det var. Og så sagde hun overraskende, at hun ville gå ned på ældrecentret og spørge. På ældrecenteret? Jeg var lidt forbløffet! Hendes argument var, at det folk nu kunne huske fra deres tidlige barn- og ungdom - det var god læring, fordi det havde haft stor betydning og bidraget til at forme den enkeltes liv! Det var hendes pointe! Og jeg erindrede mig det gamle ordsprog: ”Det man i barndommen fornemmer - man aldrig i alderdommen glemmer!” Når jeg nu – 50 år senere - sidder og tænker tilbage på Nibe Borger- og Realskole, så er der kun få situationer, der virkeligt har ydet et sådant ”god læring”-bidrag i mit liv. SKOLEN OG "VI DE FATTIGE". En erindring er, at jeg sikkert er én af de elever, der har fået én af de dårligste realeksamener på på Nibe borger- og realskole. F. eks. havde jeg i jeg i matematik hos min yndlingslærer, ”Big Ben” fået karakteren ”mådelig”, hvilket svarede til 0 – og man skulle mindst have 11 (”godt”) i gennemsnit (maksimum var ug=15). Det følelsesmæssigt forfærdelige var den gang, at jeg i sidste fag – som var engelsk (!) – skulle have mindst mg- for at bestå. Det var mit gennemsnitlige niveau i faget. Miraklet var, at jeg fik mg+!!! En sjælden karakter i min verden! Men det bragte mig over det samlede tilladelige gennemsnit på g ( "godt"). Pyh – jeg havde været dødsens angst i flere dage! Jeg var nu lettet – meget meget lettet! Det havde – for mig og min familie – været en uudholdeligsocial katastrofe, hvis jeg ikke havde bestået. Min familie havde ikke haft midler til, at jeg kunne gå om! Så havde det været slut med skolegang for mit vedkommende. Det havde for mig været ubærligt!! MIN FAMILIES ELENDIGE ØKONOMI. En anden af de situationer, som jeg husker bedst – og som understreger førnævnte - var da en lærer kom ind midt i en time - mens jeg gik i 1. real - og sagde: ”Er der nogen her i klassen, der har fattige forældre? Så kan I få et ansøgningsskema til et tilskud!”. Jeg tror tilskuddet var på 500 kr. 500 kr. var en formue for min familie! "Nå ikke!". Så forsvandt læreren lige så hurtigt, som han var kommet. Jeg turde ikke sige, at min familie var ludfattig - offentligt. Jeg skammede mig over at være fattig. Det var det værste ved fattigdommen - skammen! Det pinte mig uudholdeligt, og efter flere dage snakkede jeg med min mor om det. Hun sagde – med hængende trætte øjne: ”Vi skal nok klare det!”. Jeg ved virkeligt ikke, hvordan hun klarede det. Min far havde ingen indtægt, fordi han var for syg til at arbejde - og kommunen ville ikke bevilge ham invalidepension! Men hun lavede nu lidt rengøring til underpris, som næppe var tilstrækkeligt som livsgrundlag, men samtidigt fik hun naturalier fra nogle af bønderne, som hun gjorde rent for. Og Sebber Klosterskoven var vort spisekammer mht. til bær mv. – ligesom Borup Hede (tyttebær), Under Lien (hyben og kommen) – samt Tre Høje (blåbær). Men så arvede hun 3000 kr., da hendes plejemor døde i 1960! De skulle gå til min uddannelse!, sagde hun. Min mor ofrede sig 100%. Jeg var det hun levede for! Vi de fattige bliver dumme fordi vort livsperspektiv er så kort – ”fra hånden til munden”! Men jeg fik da min realeksamen - men pueha – hvor det holdt! DEN FIKTIVE FIRKANT. Indrømmet – jeg fik umiddelbart ikke skolemæssigt meget ud af mine tre år på Nibe Skole – men en hel del livserfaring. Og selv om jeg oftest følte skolen som en pine og plage, så forsømte jeg ikke én eneste dag! Det meste af min tid i skolen gik dog med at stirre krampagtigt ned på en imaginær firkant på bordet, og håbe på, at jeg ikke blev overhørt. Jeg var lammet af angst til timen var forbi. Når jeg ikke var for angst til det, så faldt jeg hen i drømme – især om at spille fodbold – det jeg klart var bedst til. Nu og da drømte jeg også så småt om piger – vel kun egentlig en enkelt - og det var bestemt allerinderst inde. Jeg ville aldrig have indrømmet det! - offentligt. Jeg var et meget usikkert, forsagt og genert væsen. KLASSELÆREREN OG FODBOLDEN. ”Big Ben” (Søren Bendixen) var vor klasselærer. Han var god til at transformere de såkaldte ”gymnastiktimer” til boldspil. Det var dagens højdepunkt – for mig! Fodbold var mit liv. Den gang. Vi havde også ”Big Ben” til matematik. Efter middagspausen havde jeg købt BT nede hos ”kiosk Karl” - en be-boppet mand (be-bop var på mode den gang – både som jazzmusik og frisure), én som man altid kunne diskutere fodbold med. Hvordan jeg så end havde fået råd til avisen? Havde vi så senere ”matematiktime” med Bendixen, gik han ned og rodede min taske igennem – fandt BT – tog det med op til katederet, smed benene op på bordet, nævnte et navn på en elev, der så skulle "bevise Pythagoras" på tavlen – og derefter fordybede han sig så i avisen – vel mest i sporten – som også var det eneste jeg læste. I dag synes jeg, at BT er det værste ”skodblad” (især efter at have talt med realskolekollega Mogens Bille Jensen. Han har været ansat på BT, men forlod det hurtigst muligt til fordel for Ekstrabladet)! ”Big Ben” er én af de lærere, der har stået klarest og tydeligst i min bevidsthed gennem årene! Da vi f. eks. skulle aftentræne i Nibe til et indendørsstævne i Ålborghallen, tilbød han, at hente mig i hans lille underlige Renaultbil til aftentræningen i Nibe – altså udenfor hans arbejdstid. Jeg bad om at måtte stå på ved "BRUGSEN" i Sebbersund, hvor jeg skulle cykle 1½ km i mørket for at nå frem til. Jeg ville ikke have, at han så, hvor fattigt jeg boede i ”den gamle skole”. Jeg var bange for, at han så ville ”se ned på mig”, som f. eks. min øvrige ”halv”familie gjorde – de havde en anden far, der hed noget så fint som Guldbæk, og som var en storgårdejer. Det var gennem fodbolden, at jeg oplevede succés. Det var gennem fodboldspillet, at jeg foretog mig handlinger, som andre andre vurderede som positive, det var således gennem fodboldspillet, at jeg fik SELVTILLID. Og når handlingerne, der gav selvtillid akkumuleredes blev det til SELVVÆRD. Men fodbold var jo ikke hele livet – jeg ville gerne det var! Den gang. SKOLEN, MOBNING – VOLDEN. Jeg var ellers en særdeles uudviklet, stille, umoden, sårbar og følsom dreng, der havde været indlagt på hospitalet fordi jeg havde store problemer i den tidlige pubertet – i et seksualrestriktivt miljø. Det var mystik for de ældre lokale læger. Min mor spurgte dem hvad jeg fejlede. De sagde, at jeg leverede dårlige blodprøver! Jeg troede jeg skulle dø! Dengang fik jeg aldrig nogen forklaring. Da jeg startede i Nibe skole, talte jeg bondsk. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var nødt til at ”assimilere” mit sprog - "tal dansk din hund!". Det var hårdt. I det hele taget fandt jeg Nibe-miljøet temmelig råt. Man blev mobbet. Og hvis man ikke reagerede på mobningen – med slagsmål efter skoletid!– så blev man yderligere mobbet. På den anden side straffede skolen slagsmål, hvis det da blev opdaget! En slags "double-bind". Og igen - så gav deltagelse i slagsmål status blandt eleverne – men altså, dog kun hvis man vandt. Jeg egnede mig overhovedet ikke til slagsmål! Jeg var skrækslagen for det – for vold i det hele taget. Bertolt Brecht sagde en gang: "Hvis man kæmper kan man tabe - hvis man ikke kæmper, så har man allerede tabt:" Livet har senere lært mig, hvor vigtigt det er at kunne klare og bearbejde nederlag! Det var jeg nødt til - men god er jeg dog aldrig blevet til det. Hvis jeg ikke på forhånd havde haft status blandt ”Nibes fodbolddrenge”, så var det da helt galt for mig. Jeg blev kun respekteret for mine fodboldevner – intet andet! Derfor var fodbold mit liv - dengang – som barn og ung. SLAGFÆRDIG PÆDAGOGIK OG ANGSTEN Lærerne virkede ligeså rå. Der vankede nogen på ørerne, hvis man overtrådte de ”uskrevne regler”. Regler der forekom mig ret vilkårlige. Alligevel er jeg aldrig blevet slået af en lærer – nok mest pga. min forsagthed og min udviklede evne til at forsøge at gøre mig usynlig. Gårdvagterne var de værste! Det var mest "Bette-Kurt" (dig) og kordegnen, Hansen. Alle mandlige lærere havde øgenavne: ”Flaks”, ”Tangloppen”, ”Ollifut”, ”Damski”, ”Mister”, ”Big Ben”, "Kordegnen", ”Bette Kurt” osv. ANGSTEN var en overvældende del af mit univers på Nibe Borger- og Realskole. Angsten for lærerne, angsten for de andre elever- men vel mest angsten for ”ikke at slå til”, ”ikke at være god nok!” Hele livet har jeg nok følt, at jeg aldrig ville blive ”god nok!” Angst blokerer handling. Og så er nederlaget forudsigeligt. Jeg var en nederlagets dreng. NEDERLAGETS SANGTIME. Jeg frygtede mest kordegnen! Han virkede så sammenbidt indædt! Første år havde vi ham til sang. Alle skulle synge en sang, mens han akkompagnerede på klaver! Jeg håbede, at jeg slap - gennem at stirre stift ned på ”min fiktive firkant” og blive usynlig – men ak – han opdagede, at jeg var levende – og som den sidste før frikvarteret, sagde han til mig, at jeg skulle synge. Jeg sagde, at jeg ikke kunne synge! Så blev han hans læber blegtynde, og det stramt tilbagestrøgne hår rejste sig og strittede aggressivt, øjnene blev spiddende syleagtige – og han kommanderede: ”Syng!”. Skrækslagen udstødte jeg ukontrollable lyde til hans melodiske klaverspil. ”Forfærdeligt, forfærdeligt!”, lød hans vrede piskesmældsstemme. ”Forfærdeligt - Sæt dig ned!” skældte han bestyrtet. ”Gør aldrig det mere!”, befalede han truende. Jeg havde bestemt ikke sunget falsk med vilje, jeg var bare stiv af rædsel og kunne overhovedet ikke beherske mundens bevægelser. Jeg havde aldrig lært at synge. Så tog han i stedet min gode fodboldven Søren Peter, der sang den pågældende sang med høj fin stemme - og kordegnen så tilfreds ud og smilede på hans stive facon. Søren Peter havde også sunget i kor – kordegnens kor. Jeg havde i mellemtiden sneget mig ned på min plads, og jeg prøvede igen at gøre mig usynlig. Jeg var bange for at han skulle slå mig. ANGSTEN. Ansten æder sjæle op. Det var nok ikke så meget smerten ved slaget jeg frygtede – nej, det var ydmygelsen! Jeg følte mig allerede rigeligt ydmyget. Men han slog mig ikke – tværtimod ignorerede han mig fra denne dag fuldstændigt. Jeg eksisterede fra den dag ikke mere i hans univers – jeg var - for ham - som en sten. Han nærmest myrdede mig – symbolsk! Jeg var en IKKE-EKSISTERENDE fysisk tilstede. Jeg var sikker på, at jeg aldrig mere ville åbne munden, når han var til stede! Jeg var parat til at forlade skolen. Jeg bad til min mor: "Kan jeg ikke godt komme væk fra dette skrækkelige sted!". Jeg har altid opfattet skolen som et stort angreb på min værdighed og ydmygelse af min personlighed. Kun sjældent synes jeg, at den gav mulighed for udvikling – mest – synes jeg - at det gjaldt om at spille en af læreren designet rolle. Og tage sin straf, når en lærer mente, at man ikke levede op til de forventninger, der definerede rollen. Forventninger, som jeg ikke formåede at tolke oprindelsen af – og derfor af angst prøvede at gøre præcis det læreren ikke ville have. Jeg udslettede min personlighed for at kunne leve op til rollen. Og hvis jeg så skammede mig over det, så blev jeg "benådet" – af læreren. Skammen styrede mit liv! FATTIGDOM OG UDVIKLINGSMULIGHEDER. At jeg ville stoppe med realskolen, blev min naive mor rigtig ked af. Hendes bekymringsrynkede ansigt lignede en oldings. Hun havde ofret sig for, at jeg skulle få ”den uddannelse”, som ”tøsen” (min 18 år ældre søster) aldrig havde fået. Det vidste jeg godt, og at det kostede hende mere end hun kunne klare og havde råd til. Min far var som sagt syg, og det var længe siden min kvalifikationsløse mor havde arbejdet. Det lå tilbage i tørvemosen – selv om hun senere havde lavet lidt roelugning, jordbærplukning og kartoffelopsamling. Egentlig skulle jeg have været ude for at tjene penge i et ufaglært arbejde til familien, da jeg blev 14 år! Det var vel min fars idé – godt bestyrket af folk i lokalmiljøet. Men vi boede billigt med en husleje på 40 kr./md. (1952-1968) – og selv om lejligheden så også var derefter – faldefærdig uden rindende vand og toilet - så var den dog efterhånden blevet mere beboelig – især da der kom fast assorteret eternittag på i alskens farver. Det forhindrede regnen i at ende nede i stuen. Eneste luksus: el – og det eneste eldrevne vi havde til 1962 var: lys! Der var kun to værelser – og kun med varme (kakkelovn) i stuen. Alt foregik dér – og selv om vi kun var tre personer – min far, mor og jeg – så var forberedelsesmulighederne til skolegangen alt andet end ideale. Jeg havde skyldfølelse og dårlig samvittighed over ”det sted jeg boede” - godt hjulpet af ”omgivelserne”. Men jeg havde endnu dårligere samvittighed over at skulle svigte min mor. Så jeg fortsatte i skolen. Min naive mor havde ingen fornemmelse af hvad en realskole ”var” og mente, at en realeksamen var lig med ”uddannelse” og ”en indgang til det forjættede land med ”fast arbejde”– og med den kunne jeg i hvert fald klare mig bedre end min far! Han havde nærmest havde opgivet ævred på det tidspunkt – verden gik ikke hans vej og 1967 døde han på nøjagtig samme sørgelige måde som ”Jens Vejmand” – selv om han på sine sidste dage arbejdede med noget så (for middelklassen!) livsbekræftende som at plante træer - for Hedeselskabet. Men han var lønarbejder – han plantede tusindvis på akkord. Han kunne ikke holde til det – hans kredsløb brød sammen. Men til sagen! ENGELSKTIMEN - MED NYE PERSPEKTIVER! Jeg fortsatte i skolen. Og så skete det! En uges tid efter denne forfærdelige sangtime med kordegnen skulle vi have engelsktime. Jeg frygtede for, at jeg igen skulle forklare hvad William Saroyan mente om dit og dat – Jeg fattede ikke en brik af Saroyans tekster – f. eks.: ”I am an estranged man, said the liar: estranged from myself, from my family, my fellow man, my country, my world, my time, and my culture. I am not estranged from God, although I am a disbeliever in everything about God, expecting God indefinable, inside all, careless of all” (fra “Here comes There Goes You Know Who”, 1961). Tjah - “hvad forstand har bønder på kartoffelsalat!”?, som du, Kurt ville have sagt – a la Jon Stewarts ”moment of Zen” (se DR2)! Det har taget mig mange år at (måske?) fatte folk som William Saroyan. Den gang forstod jeg ikke en brik – jeg forsøgte højest at lære en hel masse uforståelige ord udenad! Men så gik det helt anderledes! Kurt Nielsen dukkede op med en splinterny Tandberg båndoptager. Nøejhh! Sådan en én ville jeg altså også have – når jeg en gang blev voksen og tjente penge! - tænkte jeg. Mine øjne stod begærligt vidt åbne, og var klistret til båndoptageren! Kurt satte båndoptager til, men foreslog så, at vi skulle starte ”timen” med selv at synge en sang! Kurt elskede faktisk sang – dvs. når vi (de) andre sang! Kurt blev aldeles ”rød i hovedet”, når de skingre piger begejstret råbte: ”Syng Kurt!” IRENE GOOD NIGHT. Men for mig betød det lige netop, at jeg nu havde én, som jeg følte mig solidarisk med. En lærer, der havde ligeså svært med at synge, som jeg selv! Vi (mindre du og jeg end ”de andre”) sang så – på din opfordring – selv om vi havde det lidt svært med melodien og manglede en forsanger: ”IRENE GOOD NIGHT”. Men så var der jo Øster Hornum-pigerne! - De piger kunne bare al ting! Du forklarede derefter filosofien i sangen – at sangens indhold var en kompensation for Huddie William Leadbetters faktiske liv, og det var en slags råd om, hvordan Leadbelly mente, at man burde leve, og i hvert fald ikke burde leve. Så gik vi over til ”Tandbergeren”. Vi skulle vi høre det du havde optaget. Så vidt jeg husker hed udsendelsen noget i retning af: ”Shanties, Work Songs, Rail Road Songs and Other American Folksongs”. Udsendelsen som du havde optaget var redigeret af Kai Åge Bruun fra Danmarks Radio. Du startede båndet og Leadbellys kraftfulde stemme gjaldede ud i rummet - ”Irene Good Night” – akkompagneret af hans store tolvstrengede Stella guitar. Jeg havde aldrig hørt noget lignede! Jeg var både dybt mystificeret og vildt imponeret. Senere fortalte Kai Åge Bruun også om Leadbellys liv. Det chokerede mig, at Leadbelly havde kunnet slå to mennesker ihjel og stadig gå frit omkring - og blive chauffør for den konservative John A. Lomax fra Library of Congress, der fik ham ud af fængslet anden gang. Jeg var egentlig indoktrineret i amerikansk ideologi – det eneste jeg læste ud - over sport - var Anders And og senere cowboyhistorier (Kaptajn Mickey, Fuzzy og dr. Salazzo; Walt Slade; Bill og Ben; Bert Little osv.), om skabelsen af amerikansk retfærdighed overfor ”de røde” indianere, kvægtyve og andre kriminelle (der var absolut ingen piger/kvinder – eller ”sorte”- i de der ”cowboyderhistorier”, som jeg læste – kun hunde og heste!). Hvilket univers! Så jeg var sikker på, at sådanne mennesker som Leadbelly, de blev fluks henrettet i USA. Jeg havde slet ikke rigtigt styr på forskellen mellem ”hvide” og ”sorte” – den gang. Det kom først med the Blues og Richard Wrights romaner. Men havde det været ”hvide” han havde slået ihjel, så var han garanteret blevet henrettet? Og så specielt i Texas – hvor han vel havde fået ”to gange livsvarigt” oveni! Senere fandt jeg jo så ud af at ”sorte” slet ikke behøvede at blive dømt i sydstaterne – de blev blot klynget op i det første det bedste træ. En selvtægt, der jo den dag i dag er yderst aktuel! Og ligeledes havde Leadbelly i flere dage løbet rundt med kraniebrud! (hvad jeg selv senere skulle opleve at få!) – og overlevet! Han måtte være ”en hård negl” – alt det jeg ikke var. Måske netop derfor var han én mand, som jeg kunne identificere mig med!? Utroligt at sorte Leadbelly kunne blive sat fri ved frækt at synge en sang for Texas-guvernøren, Pat Neff! Men måske er det bare en myte – som folkemindesamleren John A. Lomax har stået bag? Under alle omstændigheder talte denne historie virkeligt til min endnu ikke rigtig vordende mandighed...! Hele den eftermiddag, aften og nat kørte det rundt i mit hoved. Og fra den dag af hørte jeg altid denne slags udsendelser – især mandag aften kl. 22 (specielt John Jørgensens ”Bluestime”). Når mine forældre var gået i seng i den to-værelses var jeg uforstyrret i stuen og sad med øret ind til højtaleren på den billige transistorradio, hvor der skulle sættes en tændstik i klemme for at den virkede! LÆRING FOR LIVET. Det havde været læring, der virkeligt havde skabt nygerrighed og interesse – hos mig! At motivation og interesse er fundamental for al læring glemmes ofte i den samlebåndsorganiserede mekaniske monotone indlæringsideologi! Dette har været baseret på den såkaldte ”scientific mangagement” organisationsteori (opfundet af Frederick Winslow Taylor) - også kaldet ”Fordismen” efter den indædte nazistiske bilbygger John Ford (samlebåndsorganisationen, som mange skoler desværre stadigt er organiseret efter) – samt den behavioristiske indlæringsteori – adfærdsteori kaldet – og opfundet af John B. Watson – og som desværre stadigt dyrkes i mangen skole! Så længe disse to teorier dyrkes – så glem alt om fundamentale skolereformer! Begge disse ideologier er nu over 100 år gamle og aldeles forældede – især som måder at organisere skoler på - og som såkaldt didaktisk læringsideologi. Alligevel praktisereres disse forældede ideologier stadig i såvel virksomheder, statslig administration - som uddannelsessteder og og skoler! Det er hvad jeg i mit senere liv har oplevet – og som jeg vil skrive om andetsteds! Det var dog ikke så meget engelsk, som jeg fik et nyt forhold til - det var musikken! Det var kulturen!' Det var engagementet! Det var livsindholdet! Og det har varet ved! Alle årene! Denne ”engelsktime” skrev sig ikke bare ind i min bevidsthed – men lejrede sig dybt i mit ubevidste! Det var en genopstandelse fra kordegnens ”symbolske mord”. Det var virkelig læring, så det ville noget! Det var ikke læring i et fag - det var en LIVSLÆRING, der fik betydning for resten af mit hele liv! På en meget dannende vis, så jeg blev i stand til at overvinde mange af de ”hurdler” jeg skulle møde. EFTER SKOLEN - HVAD KAN DU BLIVE? HVAD VIL DU VÆRE? - AT HAVE ET ”STYKKE” ARBEJDE! Overgangen fra skole til arbejdsmarkedet blev utrolig svær for mig – bl. a. på grund af mine elendige realskolekarakterer. Vi fik erhvervsvejledning, og vejlederen spurgte mig om, hvad jeg ville være? Og så er det ikke nok at sige, at man vil VÆRE et godt menneske – nej, det blev man dengang åbenbart kun gennem at få FÅ (HAVE) et ”stykke”(?) arbejde! Jeg sagde bramfrit - men meget stille: ”Jeg vil gerne være professionel fodboldspiller i Real Madrid!” Det tog erhvervsvejlederen overhovedet ikke alvorligt! Måske troede han, at jeg drev gæk med ham? Det gjorde jeg ikke – måske var det naivt? Men jeg mente det! Jeg måtte prøve igen. Så jeg sagde jeg: ”Socialrådgiver!” Det syntes jeg måske, at der var lidt social mobilitet i, og så lå der vel en diffus følelse af, at jeg så kunne gøre noget ved de vanskelige sociale forhold, som jeg var vokset op under? Men det mente erhvervsvejlederen overhovedet ikke, at jeg havde tilstrækkelig personlighed til - eller var ”moden” nok til! Og hvad gør man så? Nu var det min tur til at spørge erhvervsvejlederen om, hvad han syntes jeg skulle vælge som erhverv: Han sagde: ” Du kunne jo starte med en kontorlære, så kan du jo altid lære at skrive på maskine - og i mens udvikle dig personligt!” Denne ”dom” måtte jeg vel acceptere? Så jeg begyndte at søge kontorlæreplads. Jeg søgte - og jeg søgte – og jeg søgte - men der var ikke noget kontor, der ville have mig. Ikke én eneste samtale kom jeg til – selv om Big Ben havde lært mig at skrive en anstændig ansøgning! Og efter mindst 30 ansøgninger begyndte jeg at miste modet! Men jeg ville jo egentlig også den alternative karrierevej: professionel fodboldspiller! Så... DEN LUKKEDE KARRIEREVEJ - OG "DEN ALTERNATIVE". Allerede i 2. real havde jeg opgivet ideen om ”den normale karrierevej” gennem gymnasiet – hvis idéen overhovedet nogensinde havde været der? Efter 2. real var tidspunktet for afgørelsen om, at man skulle videre i gymnasiet eller tage 3. real som skoleafslutning. Idéen om videre skolegang var i hvert fald ikke i min families bevidsthed – bortset fra min mor, der dog heller ikke kunne se hvordan hun skulle kunne støtte op om et sådant projekt. Og især menneskene i mit lokalmiljø var imod skolegang og uddannelse. "Skolegang er spild af tid! - han skal ”ud” og have et stykke arbejde! - så han kan blive voksen” - mente min far og lokalmiljøet! Eller som den lokale bondemand spydigt sagde, da min mor sagde, at hun ville bruge hendes arv til min ”uddannelse”: ”Gi' ham hellere en skovl, det er billigere, og det får han mere brug for!”. Han mente i øvrigt heller ikke, at jeg duede som landmand, fordi han bl. a. mente, at jeg ødelagde hans traktor, da jeg langt om længe fik lov til at køre med den! Du duer ikke! – Hverken til åndens arbejde - og heller ikke til håndens!” - lød det i mine øren! Så bliver det jo svært! Og paradoksalt nok så findes de ”stykker arbejde”, som de anbefalede, at jeg den gang skulle lave ikke længere! De er for længst borte for altid! Der var bestemt heller ikke rigtig nogle lærere – på Nibe skole - der ville have syntes, at jeg var egnet til videre skolegang. Havde jeg sagt til lærerne, at jeg gerne ville i gymnasiet, så havde de blot gloet forundret på mig og rystet på hovedet. Måske kunne jeg også have været mere rationel. Som kommende fra arbejderklassen har man svært ved at sige ”nej” til noget der tilbydes. For hvornår får man igen chancen? ”Intet hænger på træer!” Selvfølgeligt vælger man til og fra som alle andre. Hvis man vælger at tage på ferie i Ålborg i tre uger, så fravælger man samtidigt at tage på ferie i Afrika, Asien, USA, Grækenland, Mallorca og alle mulige andre steder. Forskellen ved at vokse op i de fattige dele af arbejderklassen er bare, at valgmulighederne bare slet ikke er der! Mine forældre var aldrig i udlandet, aldrig i teater, aldrig i biografen, de læste ingen bøger – kulturen kom først i vort hjem 1962 i form af et fjernsyn. Men når jeg så blev tilbudt om jeg ville have latin i relaskolen, så sagde jeg bare automatisk ”ja” - uden at ane hvad jeg sagde ”ja” til. Når jeg blev spurgt om jeg vil have fransk, så sagde jeg bare ”ja” - uden at vide hvad jeg sagde ”ja” til. Fransklæreren så skeptisk på mig og sagde: ”Ja, ja hr. Christiansen! Vil De nu gøre Dem uforståelig på endnu et sprog?” Latinlæreren så nærmest fortvivlet ud – på studenterkurset var hans hovedjob præst: ”Ja, ja hr. Christiansen – med Guds hjælp – og en hel del håndkraft – så er det da ikke umuligt, at det en gang kan blive til noget!”. Tilbage blev - for mig - kun den alternative karrierevej – (rock)musikken eller sport (fodbold). Denne alternative duale karrierevej har jo bl. a. rockmusikeren Rod Stewart peget på. Han valgte så mest musikken, men har da også været en kapabel fodboldspiller! Og musikken havde jeg jo bevist, at jeg heller ikke egnede mig til at udøve. Det var en gang for alle blevet yderligere blokeret i Nibe borger- og realskoles musikundervisning! Nej, jeg var var og blev aldrig ”DEN MÅSKE EGNEDE?” (Peter Høgh) - alle steder er jeg blevet betragtet som ”DEN EGENTLIGT UEGNEDE” - eller som en leder sagde på mit sidste job: ”VI synes altså, at du er ret sær, men du skal da også have lov at være her!” SÅDAN! Han var jo et godt og tolerant menneske! Og samtidigt én af de der socialdemokrater, som altid sagde ”vi” - som om der stod en hel hær af personer bag ham! Der stod ingen! fodbold (sport) blev den tilbageværende mulighed! Jeg var ikke i tvivl - jeg ville være professionel fodboldspiller – som den lokale Jørn Sørensen havde gjort før mig. Han havde jo været en del af det berømte sølvhold fra Rom 1960. Han blev senere professionel i Metz mv. Og derefter ville jeg ”score” ”gudinden”! Hende havde allerede udsøgt mig, som en anden Don Quixote - dog uden hans tilsvarende udadvendte aktivitet! Og hun vidste det vel knap nok? Problemet var blot hvordan ”succesen” kom i gang? Den kom aldrig i gang! I LÆRE TIL LØNARBEJDE. Som nævnt havde mine fattige forældre slet ikke råd/tid til, at vente på at det skulle ske - at ”jeg blev opdaget”– og for den sags skyld vel heller ikke ”gudinden” (drømmen fra timerne). De skulle ydermere betale en månedlig femmer til ”Johannes” eller ”put-i-pose” som den lokale købmand blev kaldt. Han kørte tre af os unge fra oplandet 30 km til træning i ÅB to gange om ugen – hvad jeg egentlig er ham utrolig taknemmelig for – i dag! Og ”gudinden” var ofte med. ÅB-perioden blev en grim – men nyttig erfaring. Jeg lærte at være taber! For i ÅB faldt jeg ikke ind i spillestilen og mentaliteten. Når vi dannede hold til at skulle spille på små mål, var jeg én af de to første, der blev valgt. Når jeg derefter så holdopstillingen til næste kamp, så ledte jeg forgæves efter mit navn. Sådan er det ofte gået mig senere i livet – anerkendt af dem jeg omgås, studerende osv. – men behandlet med skepsis af ledere og folk i magtposisitioner! Jeg forstod ikke, hvorfor jeg heller ikke duede her?.Jeg var erklæret taber – for øjnene af ”gudinden”. Det var faktisk ikke til at holde ud! Forældrene havde ikke råd til at have mig ”gående hjemme” - uden indkomst – så de fik via Brugsens telefon ringet til arbejdsformidlingen i Ålborg. Ingen i nærheden havde telefon – den gang. Der kom nu en arbejdskonsulent ud og besøgte os - og han gav mig kun to valg: ”Du kan blive - dropskoger i Støvring – eller komme i læderhandlerlære i Ålborg”. Jeg valgte det sidste, da jeg ikke vidste hvad det første var. Og bo i Støvring - nejh? Men drømmene havde jeg stadigvæk – på trods af erhvervsvejledningen. ”Gudinden” anede jeg alligevel ikke hvad jeg skulle stille op med. Jeg kunne bare ikke det der med kvinder. Og jeg kunne jo ikke invitere hende hjem i den toværelses hvor min forældre sad og så mut på hinanden – eller så fjernsyn. Og tæk hvis hun spurgte om hvor toilettet var? Og jeg så måtte give hende noget glattet toiletpapir i hånden og en lommelampe og sige ”du bliver nødt til at gå over i skoven – jeg står ude på vejen og venter!” - Nej det ville jeg hverken byde hende eller mig selv. Og i virkeligheden anede jeg heller ikke noget som helst om hvorledes man skulle forholde sig til piger! Også der var jeg utroligt hjælpeløs! Så jeg lod som ingenting – lod verden bare ske! DET FØRSTE JOB. Så jeg kom i efteråret 1965 i læderhandlerlære i Bredgade 2 (indgang og lager lå den gang i den historiske gade Hjelmerstald!) Ålborg. Hverken læderhandelen eller den tilknyttede taskeforretning eksisterer mere. I sidste øjeblik bad jeg om, at måtte nøjes med ”at arbejde almindeligt” for pengene (390 kr./md), da jeg alligevel ikke kunne se nogen fremtid i at blive læderhandler. Det gik læderhandleren med til. Så jeg gik fra at være lærling til at blive svajer. Og jeg søgte stadig en kontorlæreplads. SVAJER - OG DEN UKENDTE BEDSTEFAR. Begge mine forældre var såkaldt "uægte børn". Min ene bedstefar stak af til Sydamerika, da han opdagede, at min bedstemor var gravid. Så vidt jeg ved har ingen hørt om ham siden! Min bedstemor døde to år efter min mors fødsel, og min mor blev adopteret til en bondegård langt ude på bøhlandet - nærmere bestemt Vive Hede. Det forunderlige ved min fars far var, at det eneste jeg vidste om ham var, at han var skomager i Ålborg omkring 1900. Min far blev også adopteret - af mine tipoldeforældre og fik en særdeles gammeldags opdragelse fra 1800-tallet. Ligesom min mor. Det var ikke mærkeligt, at de begge havde det svært med det moderne samfund og aldrig fattede dets logik. Min ”sociale arv” til at blive sociolog? Ingen i min familie – eller rundt om - havde den fjerneste anelse om hvad en sociolog var for en én! SOM SVAJER PÅ SPORET AF MIN FARFAR? Jeg kom nu til at cykle rundt til alle Ålborgs skomagere, som svajer! Et par år efter var næsten alle skomagerforretninger nedlagt. Skomagerne var væk. Jeg nåede lige at lære alle nulevende skomagere at kende – her 65 år efter min far blev født. Der var ingen fremtid i læderhandlerlæren - alle levede nu det forbrugende ”smid væk samfund” – og det gjaldt især sko, som det ikke længere kunne "betale sig" (det nye moralaksiom) at reparere Spøjst!? Søgte jeg ”mit ophav”? Ubevidst? Er tilfældigheder altid tilfældige? Retrospektivt - jfr. Kierkegaard: ”Livet leves forlæns, men forstås baglæns!”? Men jeg erfarede altså intet nyt om min bedstefar, hvad jeg slet heller ikke tænkte over – den gang! Det er først nu, at jeg undrer mig over denne situation! Tiderne ændrer sig – og i dag synes jeg, at "gamle" Hjelmerstald er en utroligt interessant gade – den gang syntes jeg, at det var noget gammelt bras! Også lidt mærkeligt at reflektere over!? ”Alt er forandret – men hvad har bevæget sig?” - frit efter sociologen Geoffrey Pearson. ENDELIG KONTORELEV. Ved et nyt tilfælde var jeg imidlertid kommet i kontorlære. En god socialdemokrat forbarmede sig over mig og så bort fra mine håbløse karakterer og øvrige mangel på kvalifikationer. Så jeg blev ansat som kontorelev ved 5. udskrivningskreds (udskrivning af værnepligtige) i Ålborg april 1966 . Det skete ½ år efter jeg var startet som læderhandlerelev. I det nye kontorjob, som statsansat startede jeg med næsten 700 kr. om måneden, 40 timers uge og fri om lørdagen. Jeg tror ikke nogen kontorelev dengang i Aalborg havde bedre betingelser! Det var egentlig også en af min mors og fars drømme - fast arbejde hos staten – med pension! Selv om min mor hellere havde set, at jeg var blevet ”noget” ved landbruget – og min far ”noget” ved Hedeselskabet – eller handel! Men det hele livsforløb skulle nu være sikret! Ifølge mine forældre, der havde oplevet alt for megen social usikkerhed og utryghed, Og ”tøsen” - min 18 år ældre søster stod og langede brød ud i Brugsens bagerforretning på Kastetvej i Aalborg. Hun var kun ”tillært” ikke ”udlært” - hun havde ingen uddannelse – men fast arbejde. Hun opfattedes dog også som ”sikret”! Og dertil – hun havde også fundet sig en passende mand, der arbejdede på et automobilreservelager! Deres forældreopgave syntes ”løst”! Men desværre – så skulle også denne uddannelse blive afbrudt - af et alvorligt færdselsuhed, hvor jeg fik tredobbelt kraniebrud! På vej til at realisere min egentlige drøm: professionel fodboldspiller. DEN FØRSTE MÅNEDSLØN. Det var klart hvad min første månedsløn i læderhandlen skulle gå til - nemlig en LP med Huddie Leadbetter. Det blev ”His Last Sessions”, hvor jeg dog kun havde råd til volume 2 – med Irene Good Night! Leadbelly var død 1949 – et år efter jeg blev født! En LP kostede i 1965 40 kr. - og jeg tjente 390 kr./md - hvoraf 100 kr. gik til min søster, så jeg kunne bo hos hende og hendes mand. Først nu – som næsten 18-årig - fik jeg eget værelse! Det fejrede jeg med at hænge billeder og plakater op på væggen. Det havde jeg en opfattelse af, at det skulle man i den alder! Det var fodboldspillere og et par popstjerne og en enkelt pige – det var hvad jeg kunne finde! Så kom min kammerat! Han gloede ondt på det jeg havde brugt timer på at hænge op! Han flåede det hele ned - og trampede på det – og holdt et større foredrag om farerne ved idoldyrkelse! ”Nu måtte jeg altså se at blive voksen!” Nej, jeg blev ikke vred! Men jeg tænkte bagefter meget over hans holdning. Det fik faktisk stor betydning for min senere politiske holdning, hvor jeg altid er gået udenom den idoldyrkelse af personer, som ellers ”lå” meget i 1960-70'erne. Med det ny job forbedredes min økonomi betydeligt! Da jeg blev 18, så hjalp min søster og svoger mig til et motorcykelkørekort – og køb af en Vespa Grand Sport scooter! Jeg boede hos dem og de havde til dels overtaget mine forældres roller med at hjælpe mig ind i voksenlivet! I middagspausen gik jeg nu ned i Fona (der nu senere er blevet til en skrækkelig kommerciel biks!) og så på - samt lyttede til blues-lp'er. Den var en slags opdagelsesrejse i et fjernt kontinent. Den anden månedsløn var gået til Big Bill Broonzy´s Last Sessions – han var død i 1958. Hans guitarspil fangede mig simpelthen. Sådan ville jeg lære at spille! Men det kan jeg stadigvæk ikke – selv om verdensborgeren og en af verdens bedste bluesguitarister, Hans Theessink kan - og har prøvet at vise mig det! Dengang var det som nævnt en slags opdagelsesrejse at gå ned i Fona og finde musik, som jeg ikke kunne forestille mig! Musik som først virkede fremmed – men derefter betagende. I dag går man bare på nettet! Det har dræbt nysgerrigheden og fantasiens søgningstrang! Det konkret specifikke er blevet tværet ud i abstrakt alment af konsumindustrien. Den konkrete betydning er forsvundet! MIN EGEN GRAMMOFON. I mellemtiden boede jeg som nævnt hos min søster og svoger - og brugte deres radio og grammofon – indtil jeg for den tredje månedsløn købte en brugt radio (100 kr.) og en billig Lenco-grammofon (120 kr.) til mig selv. Det var en fantastisk følelse. Især fordi jeg nu kunne spille mine to LP´er. På eget værelse. Senere kom så LP'er med Sonny Boy Williamson II, Muddy Waters og B. B. King til. Med B. B King LP'en skete noget uforudset! Min ellers fantastiske middelklasseven blev fuldstændig oprørt over mit køb af LP'en, ”B. B. King sings the Blues”. Og han var en person, der udtrykte sin mening! På coveret var der et billede af B. B. King, der står i guldjakke med armene udstrakt og kunne godt ligne en soulsanger. Min ven troede derfor B. B. King var en af de "Soul-flødeboller", som han virkeligt foragtede – ”sål” som kaldte det – noget kvalmende sentimentalt sukkersødt, som man foragtende burde trampe på. Det tog jeg også til mig - ligesom hans opfattelse af klassisk musik, hvor de foretrukne var Beethoven, Tjajkovski, Haydn, Skrjabin m. fl. - musik jeg dengang overhovedet ikke anede noget som helst om. Min ven havde normalt en virkelig god vurderingsevne! Især hans evne til at reflektere over dette og hint prøvede jeg at gøre til min egen tilgang til verden. Dog - dagen efter havde min søster efterladt besked om, at jeg skulle besøge ham i ”Skipperen”, hvor han boede. Han havde nu købt B. B. Kings "Live at the Regal" - en fantastisk LP – vel den bedste nys afdøde B. B. King har lavet? BLUES var derefter basis for vort kammeratskab. Og siden har BLUES været et ord der skulle skrives med stort - i min verden. Det gjorde, at jeg lærte, at klare mig gennem livet – på min måde – THE BLUESY WAY! Og på trods af den umusikalitet jeg havde fået forstærket på Nibe skole, så besluttede jeg – at gøre noget ved at lære at spille som Big Bill Broonzy. Jeg henvendte mig til Ålborg Musikhøjskole for at lære dette. Det kunne de ikke klare – men jeg kunne få et kursus i guitarspil - og så kunne jeg jo senere spille "alle stilarter", som de kaldte det! Jeg var overhovedet ikke interesseret i ”stilarter” men i indhold! Og da vi kom til ”en sømand har sin enegang”i Alberto Braconys: Ny populær musikskole, Kbh. 1939 – så gav jeg op! Der var altså langt til indholdet i Blues! Musikken var og blev nok ikke mig? DRØMMEN OM AT BLIVE PROFESSIONELFODBOLDSPILLER - I HOLLAND. "WHEN YOU GOT A GOOD FRIEND" (Robert Johnson). Gennem det nævnte fodboldstævne i Ålborghallen havde jeg fået denne uvurderlige gode middelklasseven. Vi havde – som nævnt - opbygget et fællesskab om blues – og fodbold – han boede lige ved ÅB´s baner på Ny Kærvej. Han havde den opfattelse, at alt kun var et spørgsmål om ”AT VILLE” (som en slags Olof Palme): ”Man KUNNE alt det man VILLE stærkt nok!” Han spurgte: ”Hvor vil du være professionel?” ”Holland”, sagde jeg. ”Så tager vi til Holland!”, sagde han lakonisk. Jeg havde nemlig lige været i Holland med den lokale idrætsforening- og egentlig forudså jeg vel, at dér lå fremtidens måde at spille fodbold på. Hvilket også skulle vise sig rigtigt – nemlig 1970'ernes ”Voetbal totaal” (Rinus Michels (”de Generaal”) og Johan Cruiff m. fl.). Senere har jeg vendt mig mod ”De Generaal”s udsagn ”Voetbal is oorlog” (fodbold er krig), som jeg opfatter som en vanvittig holdning! Fodbold bør efter min mening snarere være leg - se hellere ”Homo Ludens” (Johan Huizinga). Den gang tvivlede jeg desuden på, at vejen til succes gik gennem fodboldklubben - ÅB var for mig et nederlagets mellemspil. Så vi tog nu hans motorcykel, en Triumph 500 og kørte til Holland, for at jeg kunne blive professionel! Det blev en underlig tur, der skulle ende helt galt! For mig Vi kom derned og allerede dernede blev drømmen punkteret – det var ikke forskelligt fra det jeg kendte i ÅB. Jeg trænede i klubben OSS – med mulighed for avancere til Hertogenbosch eller Nijmegen. Egentligt var det jo en drøm! Der aldrig gik i opfyldelse, men nærmest blev et mareridt. På hjemvejen. Den endte på en tysk indkørselsvej til Rotenburg bei Wümme, mellem Bremen og Hamburg. Med tredobbelt kraniebrud! Det tog det mig et halvt års tid at komme over. Jeg skulle f. eks. lære at gå igen – helt forfra! Men jeg kom over det uden større fysiske mén. Det var en befrielse den dag jeg kunne lave en vits om, at jeg nu havde en forklaring på noget af det, andre ikke har så megen forklaring på. Det gav distance til det der kunne have gået grueligt galt. Men så let blev det nu heller ikke. Pga. mit færdselsuheld var jeg kommet bagud med handelsskoleuddannelsen, hvor jeg bestemt heller ikke klarede mig ret godt - og så afbrød jeg også den uddannelse – samt fik en aftale om afviklingen af kontorlærepladsen på 5. udskrivningskreds. Derefter fik jeg nogle tilfældige jobs (se vedlagte oversigt), levede hos min mor – og ”hang lidt i luften”. I det hele taget var meget på dette tidspunkt – jeg var på vej ud af teenagerårene - gået galt i mit liv – mens intet er rigtigt var lykkedes. Måske netop basis for THE BLUES? ”DU DUER IKKE!” Min middelklassekammerat var dumpet på 2. G. i gymnasiet. Det mente hans konservative middelklasseforældre (som havde boet i England) var fordi han omgikkes med ”sådan en én som mig – fra ”et hjem uden klaver” (dvs. fra et svagt intellektuelt, kulturelt, socialt og økonomisk miljø)”. Det forbød de ham så! Det forbud vendte han sig klart mod – så også dér var han en rigtig kammerat! Selv om et kompromis så blev, at vi ikke måtte spille fodbold sammen længere. Men alligevel han fik en uvurderlig betydning for min udvikling, som jeg den dag i dag er uhyre taknemmelig over! Han motiverede mig til at melde mig til studenterkursus. Og på trods af mine håbløse karakterer, så blev jeg til egen forundring optaget! Jeg tror, at det var fordi den ældre kvindelige rektor havde en svaghed overfor mennesker, der havde det svært her i livet - og det kunne jeg leve op til! Men jeg begyndte at føle, at jeg levede for meget på andres nåde – hvilket gav følelsen af, at jeg var ”en stakkel”! Så nu kom en underlig periode, hvor jeg var stadig revolterende – mod så at sige ”al ting” – hvilket nok også lå en del i tiden – dér sidst i 1960´erne. Efter arbejdet hos udskrivningsvæsenet skulle jeg egentlig have været soldat, men pga., at jeg havde haft tredobbelt kraniebrud fik jeg udsættelse med indkaldelse (jeg var egentlig udskrevet som ”særlig egnet” - til Bornholms værn!) - og er senere ikke blevet indkaldt til noget som helst. I mellemtiden meldte jeg mig så ind i foreningen ”Aldrig mere krig”. Men jeg har heller ikke rigtigt været militærnægter! Da partiet Venstresocialisterne opstod ud af Socialistisk Folkeparti i 1967 meldte jeg mig straks ind i 1968, da jeg begyndte at gå på studenterkursus og læste regelmæssigt bladet ”Politisk Revy”. Det var umuligt at finde en afdeling af i miles omkreds – langt om længe blev jeg indkaldt til et møde i Aalborg. Vi aftalte et nyt møde – men da jeg kom til det boede der ikke nogen som helst i huset længere – og tlf. nr. havde jeg heller ikke. I København kendte de ikke personerne! Senere – efter jeg var flyttet til København - forlod jeg af forskellige grunde begge disse foreninger, men bevarede grundholdningerne i andre sammenhæng. Ligeledes meldte jeg mig også ud af folkekirken. Allerede i 1968 havde jeg forsøgt mig som vegetar, men det var først efter min uddannelse, at jeg i 1980'erne realiserede dette konsekvent. BARN- OG UNGDOMSTRAUMER. Men jeg må tilstå, at jeg bærer på ”en slags traume” overfor såvel venstrebønder (de var på nakken af især min far!) - som konservative. Det stammer som ovenfor beskrevet fra min barn- og ungdomsoplevelser! Jeg stoler ikke rigtigt på dem – deres ideologier bygger mest på det Piet Heinske: ”Jeg må da være verdens midte – alt det andet er jo udenom” ….. - og eliteteorier - ”vi, de kloge er udset til moralsk og politisk at skulle styre de andre, der kun følger deres primitive drifter!..... - uanset hvilken kvalitet, man kan afsætte som variabel, så vil vi altid stå i toppen og de i bunden”. Det oplevede jeg især i mit 14 dages prøvemedlemskab af de konservative. Det eneste jeg fik ud af det var at se eb forbudt film, hvor kvinder blev voldtaget bag et alter – til de ungkonservatives hujen og jublen. Ikke en kvinde så jeg iblandt tilskuerne til foretagendet. Tom Bottomores bog om ”eliteteorier” var noget af det sidste jeg læste på Studenterkursus. Jeg var begyndt at indse, at jeg kunne oggskulle gestalte min egen uddannelse – relativt uafhængig af lærere! Og det har jeg så gjort! Jeg bestod studentereksamen med knap gennemsnitlige karakterer. EN ÆGTEFÆLLE FORBEREDES 1968. Undervejs havde jeg mødt en pige, der senere skulle blive min ægtefælle - og som både dengang og senere har haft det mere end svært her i livet. Men hun var helt anderledes end de øvrige piger i miles omkreds. Hun malede – skrev poetiske stile og interesserede sig for kunst. Hun var en meget lukket og indadvendt person, derdog vandt gevaldigt ved nærmere bekendtsskab. Vi havde spillet lidt badminton sammen, men det var nok mest hendes søsters idé – for i modsætning til søsteren fattede hun ikke rigtigt hvad badminton gik ud på! Det var søsterens idé for at få hende ”ud mellem folk”. For det var bestemt ikke hendes stærke side – den lå anderledes dybt omkring en egentlig kunstnerisk sjæl – desværre med ”Kafkaske sider”. Hun måtte skifte gymnasium og gå om, fordi hun ikke passede til det bondske gymnasium som hun var startet på - endog en retning, der kaldte sig noget så fornemt som ”Prins Henri-linien. Så kom hun til Aalborg og blev side- og studiekammerat med den senere forfatter Carsten Jensen - og det var bestemt et godt og udviklende bekendtskab, selv om han nok heller ikke var den lettest omgængelige person. Det var i det hele taget en produktiv klasse hun var kommet til - med folk, der senere er blevet kendt – som Olaf Winsløw, Frank Åen m. fl. Men desværre er hun senere er blevet diagnosticeret med en psykisk lidelsesdiagnose, som nok allerede dengang var på vej. Selv om sådanne diagnoser - efter min mening- ofte lægeligt set er ret upræcise og bestemt kan diskuteres, så tyder de da på ”et problem” - nemlig at det ikke er så let at bryde den såkaldt ”negative sociale arv”!- som lå under hele hendes liv. Der er hun blevet et offer! Hun prøvede at knytte sig til tidens bevægelser – f. eks. de såkaldte ”rødstrømper”, men det viste sig hovedsageligt at være et middelklasse gruppenarcissistisk foretagende, der mest polerede egne ego'er. Jeg havde fabuleret om, at ville uddannes til skolelærer i Vejle (Jelling) – da det ville give tid til at spille fodbold. Og Vejle var mit idealhold. Men min nuværende eksægtefælle fik kolossal betydning for mig, især fordi hun overtalte mig til at søge ind på Universitetet i København, hvor hendes bror den gang gik. Han var nok den eneste fra Sebber, der dengang havde gennemgået en universitetsuddannelse - til læge! Han har senere fået udgivet børnebøger på Gyldendal. Men også han har lidt en krank skæbne! Det skal siges, at der den gang var fri adgang til at studere på Universitetet. Den gang. Der var ikke de nuværende lumre manipulerende sorteringsystemer som findes i dag. Disse sorteringssystemer er mere socialt end vidensbaserede - og udgør sammen med de individualiserede karaktersystemer en fundamental blokade for for læring – og især virker de socialt skævvridende for os, der ikke har en tradition og/eller velhavende forældre. Det mangler bare, at man skal til at betale for uddannelsen! Så er uddannelsesDEMOKRATIETs tid forbi! PÅ VIDEREGÅENDE UDDANNELSE OG STADIG FATTIG. At søge ind på Københavns Universitet var umiddelbart et helt galent projekt! Dér hørte jeg i og for sig overhovedet ikke ”hjemme”! Ludvig Holberg har bestemt ikke ramt helt ved siden af, når han har beskrevet den dér herskende universitetskultur! Eller Frans Kafka - for den sags skyld! Og så var der hulens langt fra ”Sebber gamle skole” til København! Ingen i min ”selvindbildte better-off-halvfamilie” havde så meget som nærmet sig et universitet nogensinde. Det var svært at vænne sig til den Københavnske livsrytme – det havde været svært nok at tilvænne sig Nibe-kulturen – og senere Aalborg-kulturen. Begge steder havde jeg lidt mange nederlag. Og universitetsmiljøet var noget helt specielt. Her var var det tilsyneladende bedst – enten gennem at være et stadigt stædigt argumenterende middelklasse-plaprehoved – eller være en ”nørd” der ikke begriber noget af det, der foregår i virkeligheden, men sidder og nørgler med noget verdensfjernt mikroskopisk! En professor er for mig stadig - en person, der véd utroligt meget - om utroligt lidt – med meget ringe relevans for samfundet! Egentligt ville jeg helst have læst sociologi, men det var jeg blevet frarådet af en studievejleder, fordi han mente, at det kun handlede om statistiske modeller, og matematik var bestemt ikke var min stærke side! Jeg havde fået ”mådelig” til realeksamen. Studievejlederens opfattelse skulle vise sig at være helt forkert! DET SVÆRE STUDIUM. Det gik da også skrækkeligt de to første år, hvor jeg dumpede i et par fag. Det var de nederlag , som jeg kendte. Men jeg havde øvelse heri! Jeg læste socialfag fordi det kun tog 4 år og jeg ikke kunne overskue konsekvenserne af studiegælden. Myten om, at alle lærere den gang var ”lede marxister” kan jeg i hvert fald afkræfte – det var mere møntet på at holde os, der kom ”nede fra i samfundet” ude! Derimod mødte jeg næsten udelukkende konventionelt borgerligt dogmetro lærere, der vel nærmest havde den modsat opfattelse - og var man anderledes, så virkede de sædvanlige udstødelsesmekanismer. Konsekvens: jeg dumpede og dumpede! Det blev den gang kaldt ”professorvældet”. Men desværre – så var en stor del af de få lærere, der selv mente at have ”den rigtige marxistisk socialistiske bevidsthed” endnu værre og fulde af dobbeltmoral. Det tog f. eks. en forkæmper ”mod professorvældet” 8 år at blive professor – men så fik piben også en anden lyd! Ralf Pittelkow og Karen Jespersen kan ses som produkter af ”disseholdningsløse tider” (som DR lavede et program om - ”holdningsløse tidende”) - eller som det hedder i sangen: ”Først danser vi til venstre – så danser vi til højre.....!” og når de så har tilkæmpet sig en position, så skifter de 100% holdning! Men det kan man selvfølgeligt leve fedt af! Ved at plapre! Og skrive i konservative aviser! STUDIESKIFT TIL SOCIOLOGI. Så skiftede jeg studium – fra socialfag til sociologi, som var det eneste fag jeg havde bestået de første 1 ½ år – og her mødte jeg så folk, der var helt anderledes åbne! Det passede mig - og så skred det ellers af sted. Og jeg begyndte så småt at forstå, at jeg ikke var så meget dummere end de andre – på trods af at være vokset op i en restringeret kultur ”uden klaver” (jfr Henrik Pontoppidan historie om ”Ørnen Klaus” - som svar på H. C. Andersens ”Grimme Ælling”) - og have slået en god portion hjerneceller ihjel – og være så fattig som en kirkerotte - samt være gift med en person fra samme klasse - i en endnu værre situation. ”Dum” er som oftest noget man bliver gjort til gennem de ”selvfølgeligheder”, der udvikles af de mere magtfulde! ”Du duer ikke”! . Jeg ved ikke hvad der fik mig til at holde fast - måske var det, at jeg mødte endnu to gode venner, der enestående støttede os – for jeg var blevet gift i 1973 – og selv om min ægtefælle også havde store problemer, så virkede hun alligevel på en eller anden mystisk måde som en stor social og personlig støtte. Efter en tung start så blev 1972-1976 for mig nogle hektiske år. Jeg lukkede øjnene og styrtede derudad. Jeg studerede, jeg arbejdede, jeg var politisk aktiv og jeg ville også genoptage min brudte fodboldkarriere. Det blev dog for meget.... UDDANNELSEN OG DE MANGE AKTIVITETER.... Jeg prøvede jeg – uden held – at genoptage min fodboldkarriere i Fremad Amager, og nåede da at spille lidt træningsfodbold med Frank Arnesen, Søren Lerby, Ivan Nielsen og Johnny Jacobsen - for at nævne de mest kendte. Jeg har aldrig set så mange fodboldtalenter samlet på et sted, som det var tilfældet i arbejderklubben Fremad Amager! De fleste kom aldrig på ”avisforsiden” – ligesom jeg heller ikke gjorde! Fodboldtræningen (især circuittræningen om vinteren) var dog mere end jeg kunne klare, så jeg måtte stoppe. Så selv om det var noget min yndlingstræner, Arne Sørensen (ham med sølvholdet 1960) havde fundet på, så måtte jeg prioritere hvad jeg kunne klare - i mit øvrige liv - selv om det pinte mig at måtte stoppe. Men ellers var jeg aldrig kommet gennem et studieforløb. Især da jeg samtidigt prøvede at være politisk aktiv på Vesterbro, København – bl. a. sammen med Clausen & Petersen. Hver søndag deltog jeg kl. 10 i politiske møder på skiftevis Christianshavn, Christiania, Nørrebro, Brumleby og Vesterbro om beboerarbejde. Vi (en lille gruppe politisk aktive studerende) havde lejet en osteforretning på Vesterbro til dette arbejde. Jeg var senere med til at grundlægge ”Vesterbro beboeraktion”. Min ægtefælle var som oftest ikke var i stand til at være aktiv, og da vi ingen penge havde, så blev det mig der også måtte tage arbejde – for at vi kunne få føden. I dag er jeg overbevist om at ca. 1/3 af det der kaldes ”et stykke arbejde” i bedste fald er spild af tid. I værste – gnasker vi os endnu længere ind mod kernerne i det ”æblelignende” som vi kalder jordkloden – ren forbrugsmæssig destruktion! Den dag vi æder af kernerne forhindrer vi reproduktionen – og dermed vort eget livsgrundlag! Torskedumt! STUDIUM OG DE NØDVENDIGE LIVSOPRETHOLDENDE JOBS. Jeg måtte tage ”hvilket som helst tilfældigt idiotarbejde” - og jeg har arbejdet med alt - fra rengøring til kontorarbejde på Christiansborg (se min vedlagte oversigt). På Christiansborg tilbød - den desværre 2009 afdøde - tidligere statsrevisor og maskinarbejder på Frederikshavns værft, Ib Bjørn Poulsen mig at blive politisk konsulent. Jeg måtte sige ”nej tak” – fordi ellers var jeg aldrig blevet færdigt med mit studium. Det var den gang alt andet end en selvfølge, at jeg ville blive det. Vi flyttede fra Vesterbro og de politiske aktiviteter - til Morbærhaven (”Morfinhaven” kaldet) i Albertslund for at jeg skulle koncentrere mig om at blive ”færdig”. Også det var et underligt sted med en speciel afvigerkultur. Min ægtefælle ”hang i luften”, men nu prøvede vi begge at arbejde på, at jeg i det mindste kunne blive ”færdig”. Min daværende ægtefælle fandt et rimeligt godt aflønnet arbejde på FDB - og "ofrede sig" i en vis grad! Efter at jeg havde afsluttet mit studium i filosofi, manglede jeg kun at skrive min magisterkonferens i sociologi. Men hvor det kneb! Ikke så meget intellektuelt som eksistentielt! Det var en hård tid hvor jeg 100% koncentrerede mig om studierne og min ægtefælle sørgede for økonomien. Hele tiden faldt jeg om med uforklarlige stikninger i benene. Stresstegn. Dog - jeg blev uddannet i sociologi og filosofi – med for første gang i mit liv! - rimeligt gode karakterer! Alt i alt tog studierne (inkl. skift) mig – pga. alle ”sideaktiviteterne” - 10 år (studiet var normeret til 7 år - og så kunne man få støtte 1 ekstra år). De sidste to år klarede vi ved arbejde, private stipendier og lån – hvor min ægtefælle ydede et betragteligt bidrag til, at jeg kunne blive færdig med min uddannelse! Det vil jeg altid være taknemmelig for! Men da jeg blev ”uddannelsesmæssigt færdig” var jeg fysisk og psykisk "totalt færdig" - jeg kunne ikke mere. Og vi havde kun 3200 kr. i dagpenge, mens boligen kostede knap 1700 kr. - i 1980. Jeg skulle be

EN LÆSENDE ARBEJDERSØNS FORSØG PÅ AT FÅ ET MIDDELKLASSEJOB. Efter en hård studieafslutning var jeg arbejdsløs i ½ år, hvor jeg søgte og søgte - indtil jeg kom til at lave en undersøgelse af beskæftigelsesprojekter for unge i Odense kommune – gennem en ordning for ledige videreuddannede. Det var meget spændende arbejde - men aldeles usikkert jobmæssigt. Igen blev jeg ansat af et par barmhjertige socialdemokrater. Dette arbejde varede et helt år. Herefter lavede jeg en undersøgelse af langtidsledighed i Fyns amt – det kunne have været blevet spændende – men dette blokeredes af fantasiløshed. Alt dette foregik sammen med to andre færdiguddannede, som jeg havde svært ved at samarbejde med – og resultatet blev udgivet som to intetsigende kommunale rapporter – uden én eneste ny idé – hvilket det pinte mig. Jeg syntes at vi skulle have skabt noget nyt. Så fik jeg mulighed for selv at lave et studie i den samlede ungdomsarbejdsløshedsbekæmpelse i en typisk dansk provinskommune, Kolding. Resultatet blev udgivet som bog ”Ungdomsarbejdsløshedsbekæmpelse i en større by i provinsen” af Socialstyrelsen. Dette job var kun af 4 måneders varighed – og pueha - og sidste løn var betinget af at jeg afleverede et læsbart manuskript. Det er vel det hårdeste job jeg nogensinde har haft! Men det var ganske interessant og lærerigt. Men igen blev jeg tappet for kræfter. UNIVERSITETSFORSKNING. Endelig fik jeg så et stipendium på tre år som forsker (underviser og vejleder) på Odense Universitet mhb. en doktorafhandling. Jeg underviste her samtidigt på cand. negot. uddannelsen – ligesom jeg vejledte specialestuderende – bl. a. den senere kulturminister, Elsebeth Jensen (som jeg også boede hos efter reglerne om dobbelt husførelse – sammen med hendes mand, Svend Gerner Nielsen og deres datter Inga). Tre år var eksklusivt, men på en eller anden måde fandt jeg universitetslivet "noget underligt kunstigt noget”, og så bød lejligheden sig, at jeg kunne få et fast arbejde ved at undervise pædagoger, som jo mere bidrager til en praksis i denne verden, hvilket nok passede bedre ind i min ideologi. Og så betød det mindre, at det lå ude på heden (min far havde jo arbejdet for Hedeselskabet), hvor jeg jo egentlig kendte kulturen og kunne ”sproget”! Og pædagoguddannelsen KUNNE for mig at se være en af de mest spændende uddannelser i verden! Hvis alle involverede bare ville det! Men da det med ”fast arbejde” nok hele tiden har været et mål i en familie - der er blevet kastet omkring i samfundet - så det valgte jeg, at ”holde fast” på dette relativt ”faste job”. Samtidigt var mit familieliv blevet ret besværligt pga. mange usikkerheder mht. at skulle flytte, skifte job osv. Det medførte en langvarig adskillelsesproces mellem min ægtefælle og jeg. Startende med at jeg boede efter ”reglerne om dobbelt husførelse”fra 1982 og senere med en første separation i 1987, der gentoges i 1997 – med en endelig skilsmisse i 2008. Vi har dog det meste af tiden haft et personligt godt forhold til hinanden – selv om det har været ekstra hårdt for min eksægtefælle. SEMINARIELEKTOR. På seminariet mødte jeg så også enkelte mennesker – især studerende - der virkeligt engagerede mig! Jeg lavede bla. Mange forsøgsprojekter med studerende på seminariet. Denne artikel begynder og slutter med en studerende jeg mødte dér – og hvis erfaringer jeg senere vil skrive en artikel om - ”læring i daginstitutioner” - som led i en række artikler om læring. Samtidigt havde undervisningsministeren (og universitetet) reduceret de universitetsuddannelser, som jeg havde med at gøre til små overfladiske kursusforløb uden dybde – og med overfladisk læring – og overfladisk kontrol (eksamener) til følge. Derfor forlod jeg uden megen vemod Odense universitet. Nu har jeg så undervist pædagoger i Ikast siden – i alt i 20 år. Det følte jeg som en slags ”tilbagebetaling” af det jeg havde erfaret og lært – især ”bruddet med den negative sociale arv”. Det har jeg altid prøvet at gøre til min væsentligste læring, og som følge deraf essensen i mit arbejde som ansat lærer og underviser. Men på seminariet er man også nu – ”takket være” undervisningsministeriet - også gået over til små serielle useriøse kursusforløb uden dybde og sammenhæng – med overfladisk læring til følge. Ligesom på universitetet. Desværre mindes jeg ikke at Danmark har haft en undervisningsminister, der har haft begreb om læring og uddannelse i lang tid – samtidig med at regeringen i 1992 fyrede dem der havde forstand på det. Bl. a. dig Kurt Nielsen! På seminariet blev jeg fyret/”skubbet” på pension 2008 – da jeg fyldte 60 og kunne gå på efterløn – i en kompleks proces. Jeg var på dette tidspunkt var stedets suverænt mest betydningsfulde lærer – fordi jeg stod for stedets forsøgs- og udviklingsafdeling og tog det ene initiativ efter det andet. Det var ministeriet – og seminariets ledelse (eller snarere mangel på sammme!)Jeg havde udarbejdet forslag til en helhedsuddannelse – sammen med en rigtig dygtig studerende i øvrigt - der virkeligt ville have kunnet gøre pædagoguddannelsen til en kvalitetsuddannelse! Men de agerende (såvel lærer som studerende) synes tit mest interesseret i at pleje egne egoistiske interesser, skjult under afventende passivitet - og så forfalder indholdet! Derefter fortsatte de tomme ritualers uddannelse! Læring kommer så til at foregå andetsteds – for de dygtige skal nok klare sig – de kan selv! Kvalitetsnedgangen er først og fremmest sket med hjælp fra undervisningsministeriet, der mere er interesseret i billighed og ritualiseret rollespil (kontrollerende regler og abstrakte krav) – end forøgelse af det kvalitative indhold i uddannelserne - og så får man denne uddannelsesstruktur med serielle usammenhængende korte overfladiske forløb. Det synes især at være diverse venstreregeringers yndlingsmodel. Men også gennem en perspektivløs lokal ledelse - og en passiv ignorant lærerstab – det kommer der senere en række artikler om på min hjemmeside www.samfundsblues.dk under overskriften "eksemplarisk læring". Jeg er sikker på, at mere vil ændre sig samfundsmæssigt de næste 50 år! Mere end de foregående! FODBOLDENS BETYDNING SOM LÆRING OG TEORETISK INSPIRATION - en sociologisk exkurs. Mit ene ben var ”THE BLUES”. Det andet var FODBOLDSPILLET. Det var gennem fodboldspillet jeg lærte noget, der senere skulle få enorm betydning min udvikling som sociolog – og især min opfattelse af organisationsteori – noget jeg har talt en del med min gode ven fra ungdomsårene – Karsten Simensen om, eks-direktør for arbejdsområdet i Region Nordjylland! Og nu kan jeg knap nok se en fodboldkamp – uden at jeg analyserer den sociologisk. Til stor gene for dem jeg ser en kamp med! Det var her jeg begreber som ”system” - ”struktur” -”postion” - ”funktion” - ”situation” -”relation” - ”rolle” - ”rollesender” - ”person” - ”handling” begyndte sat stå klart i min bevidsthed! Begreber jeg havde fået introduceret gennem gennem min teoretiske uddannelse. Og som har fået mening gennem fodboldspillet. Et ”system” afgrænser sig i forhold til ”omverden” med egne regler indenfor systemet – samt en struktur med positioner. Til hver af disse strukturelt hierarkisk ordnede positioner er der et sæt af forventninger. Forventningerne sendt fra organisationer, grupper eller individer til en position udgør en ROLLE. I den forstand er reglerne for fodbold specielle - man kan ikke løbe fra ”omverden” ind over en bane hvor der spilles fodbold uden at blive ”sanktioneret” - selv om såkaldt ”taking each others ends” af hooligans - og ”streaking” - at løbe nøgen over en boldbane - har været populært. Men det er da også blevet regelsanktioneret. STRUKTUR og positioner -vi spillede i min tidlige ungdom – Huddersfield og Arsenaltræner Herbert Chapmans WM-system fra 1920'erne - uden at ane hvad det var. Forsvaret stillede op som et M - og angrebet som et W – 10 spillere der stod i hver sit hjørne af de to bogstaver – i teorien. Brasilianerne ændrede dette med deres 4-2-4 opstilling fra 1958 – også kaldet ”diagonalen” - se Colin Wilsons inspirerende men også noget forvirrende bog ”Fra pyramiden til 4-4-2” . Den brasilianske spilleform nåede aldrig rigtigt frem til ”os”. Senere (1974) kom så den hollandske ”totalfodbolds to principper”: - 1) så mange som muligt bag bolden - 2) så tæt på modstanderens mål som muligt. Det er så senere blevet til 4-3-3 system (a la ishockeykæder). Nu er det mest almindelige internationale system 4-2-3-1, som bl. a. Danmark spiller. Pep Guardiola samt andre har dog forestillinger om andre systemer – 4-1-4-1, 3-4-3 osv. med færre egentlige forsvarere osv.! Fodbold er i og med det kommercialisering – væk fra sport - blevet alt for statistisk resultatorienteret - og dermed forsvarsorienteret (se bl. a. bogen Anderson & Sally: ”The Numbers game”), som om det gjaldt kapitalistiske produktionstal! Det er blevet ”Det er godt at vinde - uanset hvordan – men det er heller ikke så dårligt, når de andre taber!”. Det er konkurrencens logik! Desværre! Hver spiller udfyldte ”en funktion” på banen – f. eks. en forsvarsfunktion – eller angrebsfunktion – eller en omstillingssfunktion på midtbanen – fra forsvar til angreb. Jeg lærte senere den systemiske grundsætning: ”Et godt hold skal blive mere end summen af de enkelte spillere”! (systemet er mere end summen af elementerne)det samme gælder en organisation, institution, en gruppe osv. Det er ikke nødvendigvis de bedste individuelle spillere, der udgør det bedste HOLD. Ligeledes: ændrer man et element i et system, så får det let betydning for alle ”relationerne” i systemet! F. eks. kan en indskiftning af en ny spiller kræver omstilling af hele holdet - og dets måde at spille på. Jeg lærte begrebet ”relation” - at det gjaldt om at gøre sine medspillere bedre gennem gensidig forståelse og samarbejde i relationer – dvs. at skabe det man i dag kalder ”synergi”. Ligeledes - at man kunne skifte ”position” - og dermed overtage hinandens roller og funktioner – forsvareren kunne gå med frem i angrebet – ligesom en angriber kunne gå med tilbage – især i det man kalder ”dødboldsituationer” dvs. hvor bolden ligger stille ved f. eks. ved frispark eller hjørnespark. Jeg lærte mig betydningen af, at ”forventninger” til en bestemt ”position” definerer det der udgør en ”rolle”, som personen i positionen forventes at leve op til af normsenderne. ”Normsenderne” kan være et individ (klub, træner, forælder, fan... osv.) eller en gruppe (fans) eller en organisation (sponsor f. eks.) - endog et samfund. Man kan så leve op til/efterleve det normsenderne mv. forventer og ”tilpasse” sig -eller man kan følge ens egen ”personlige” opfattelse og ”afvige”. Begge dele med risiko for ”sanktioner” - på den ene side negative kontrollerende sanktioner (f. eks. straffende) – men også positive udviklende (belønnende). Eksempel på det første kunne være, hvis man lavede en dribling eller aflevering, som ikke lykkedes (medspillerne skældte ud) – eller det modsatte man driblede forbi modstanderen og skabte en chance (medspillerne jublede). Hvis man kun ”tilpasser” sig ”rollen” (normsendernes forventninger) så risikere man, at miste sin individuelle ”personlighed” og blive en slags fremmedstyret robot – altså KONFORMITET. Hvis man derimod vælger afvigelsen, så risikeren man at blive ”udstødt” som ”UTILPASSET AFVIGER”. Det gælder derfor om at finde en dialektisk balance i forhold til ”rollen”(= lig normsenderenes forventninger) – og ens egen personlige vurderinger – gennem at påvirke og overbevise normsenderne. Den tilpassede ”type” er ”den konservativt konforme” – alle skal assimilere sig til de herskende normer. Den absolut afvigende ”type” er ”den liberale” egoistiske individualist, der ser sig selv i absolut modsætning til gruppen, organisationen, samfundet! Den tredje type kunne kaldes ”den demokratisk dialektiske type”, der søger en balance mellem de normative rolleforventninger - og egen personlig overbevisning. Selvfølgeligt kan der også opstå såvel konflikter - såvel mellem rollerne – som i den enkelte rolle – gennem modsatrettede forventninger. Jeg var f. eks. på et tidspunkt anfører for et fodboldhold, men rollen som anfører, kom i konflikt med min originale kreative måde at udføre min spillerrolle på. Ligeledes kunne der kunne opstå ”konflikter i rollen” – når nogle medspillere forventede et (at jeg afleverede bolden), men nogle andre forventede noget andet (f. eks. at jeg driblede og skabte en chance). Fodbold var og er til dels: - fysisk udfoldelse – med både udholdenhed og hurtighed; - æstetisk artisteri – man skal kunne teknisk beherske bolden som en cirkus artist - taktisk tænkning – som en skakspiller. – og ikke mindst organisationsteorisk tænkning – fodbold er et holdspil! Desværre er fokus nu flyttet fra de enkelte spillere til en organiserende træner – dvs. fra banen til bænken – med tilsvarende reduktion i fantasien. I det hele taget er fodbolden i dag blevet underlagt medier og den konsumbaserede underholdningsindustri – hvor legeindholdet er gået tabt i forhold til krigsindhold. Det moderne fodbold man ser på TV har kun lidet med den oplevelsesmæssige fodbold, som jeg spillede at gøre – i den lille landsby, der bakkede op -og hvor tilskuerne til en kamp oversteg antallet af kommunens beboere! Men man kan sige, at det er blevet den kyniske udnyttelse og udbytning af de oplevelser som vi der legede spillet fodbold havde. Desværre. Men tro mig! Den kommercielle fodbolds levetid bliver historisk kort! Der er allerede oprør i gang mod de store klubber f. eks. United of Manchester og Falke FC i Hamborg Men der var også noget - der den gang var ved fodboldkulturen - der generede mig. En elev blev mobbet med øgenavnet ”Fessor”. Han kunne ”noget med bøger” - som vi fodboldspillende ikke kunne. Så pr. definition blev han udelukket fra fodboldspillet. Nogle af os, der havde ”en følelse for det onde” ved mobning (normsenderes forventninger, positioner, roller og afvigelse herfra – samt sanktioner) - prøvede at ”integrere” (inklusion) ham i spillet. Men så pludseligt kunne der være begået frispark af os. Vi prøvede at få ham med til ”at danne mur”, så modstanderen ikke kunne sparke bolden direkte i mål. Men hvad så vi nu? ”Fessor” stod - som den eneste! - med hænderne foran hovedet – alle andre beskyttede kønsorganerne! Og selv den dag i dag kaldes ”Fessor”s holdning ”en unaturlig stilling” med hænderne! endog i fodboldreglerne! Det straffes med fri- eller straffespark, hvis bolden rammer hænderne i den position! I fodbold gælder det altså ikke om at beskytte hovedet! Det er ikke ”naturligt”! Det gælder om at beskytte de reproduktive kønsorganer! Ak ja! Måske siger det meget om fodboldens machokultur – som nu går på hæld? Alligevel har fodboldspillet været mit vigtigste universitet – for at tale Maxim Gorkijsk. KUNSTEN AT GÅ FRA AT VÆRE TIL AT BLIVE...... Dengang tænkte jeg ikke på denne måde – det kom først med min seneste uddannelse til sociolog – og især da jeg skulle undervise andre i organisation og ledelse. Når jeg har skrevet, at JEG VAR ÉN IKKE EGNET, så bygger det på en helt igennem her og nu konservativ positivistisk holdning - af en vurdering i den konkrete situation. Det overser dermed fuldstændig UDVIKLINGSMULIGHEDERNE. Det bygger på som man ”ER” – ikke på hvordan man BLIVER/KAN BLIVE! POTENTIALERNE udelukkes. MIN POINTE: JEG VAR EN ALDELES UEGNET PERSON - MÅLT I DEN KONKRETE UDGANGSSITUATION. JEG H A V D E IKKE DE NØDVENDIGE EGENSKABER! MEN GENNEM MIN V Æ R E N D E LÆRING - UDVIKLEDE JEG MIG TIL EN SÆRDELES EGNET PERSON. DET DANSKE UDDANNELSESSYSTEMS SVAGHED ER: MAN BEDØMMER FOLK PÅ DET FØRSTE - MEGET FÅ FORSTÅR SIG PÅ DET SIDSTE! ERINDRINGEN OM ”DE BRÆNDTE STRAFFESPARK”. Nu sidder jeg så her - fyret, fraskilt, alene og ensom, med en jævn pension, i et flunkende nyrenoveret arbejderhus med kolde hvide vægge, uden aura - med kræft! - og erindrer tilbage. Min herkomstfamilie er alle døde (min far (1967) – min mor (1992) – min søster (2002), og jeg fik aldrig rigtigt dannet min egen (1973-1997) - ingen børn, ingen bil, ingen båd...ingen......TING? Vi havde ikke råd – vi har heller aldrig været på udlandsrejse – ikke en gang bryllupsrejse! - og da vi fik endelig fik en regelmæssig indkomst blev det svært – især pga. gælden, som bare var vokset og vokset – og min studiegæld (optaget fra 1968) blev jeg først færdig med at betale tilbage som-55 årig! Jeg har vel af et lån på 90.000 betalt ca ¾ million tilbage. Jeg er den sidste tilbage - i min familiegren! ”Last man standing!” Min eksægtefælle fik heldigvis eftergivelse! Som den sidste i min familie døde min søster – også barnløs – i 2002 og efterlod mig en mindre arv. For første gang fik jeg lidt ”penge på bogen” - som gik til Min eksægtefælle magtede ikke at bryde ”den negative sociale arv” og det kostede hende som sagt ”en psykiatrisk diagnose” og et meget svært liv, som hun dog kæmper godt med. Så alligevel kunne alt egentligt have været så godt - som i ”Sangen om Larsen". Men når jeg nu sidder og husker tilbage – så er det alligevel mest på de situationer og begivenheder, der ikke lykkedes, som trænger frem i erindringen! D E B R Æ N D T E S T R A F F E S P A R K ! I min fodboldverdens terminologi er det det, jeg vil kalde ”DE BRÆNDTE STRAFFESPARK”. Det er de få, som jeg brændte, som jeg kan huske - jeg kan ikke huske alle dem jeg har scoret på – som er så mange flere! Men det handler - for mig - nok ikke så meget om ”de objektive muligheder”, som om hvad man på klassisk latin kunne kalde IM-POTENS - følt impotens af ikke at kunne, når det gælder? At kunne tilstedeværelsen, omsorgen, ansvaret, respekten, viden - i de afgørende øjeblikke! Det Erich Fromm kalder for kærlighedens grundelementer – i ”Kunsten at elske”. Og hvad var det så egentligt, der holdt mig tilbage? Tjaeh? I ovennævnte forstand kan ”de brændte straffespark” måske være en slags fremstilling af hele min hidtige herværende livstilværelse? JEG HAVDE CHANCERNE for så meget – selv om jeg kom aldeles ”nedefra” i samfundet – for mig var det danske samfund trods alt et godt sted at vokse op! Chancerne lå lige for foden - men jeg ramte dem skævt! Måske var jeg alligevel for meget i mod – ”jeg brændte”! - Jeg blev ikke professionel fodboldspiller i Real Madrid. ”Modstanderen” fra Nørresundby, nyligt afdøde jævnaldrende Henning Jensen blev det. - Jeg blev ikke kendt politiker, som den studerende jeg boede hos, da jeg var ansat på Odense Universitet – Elsebeth Jensen (senere Gerner Nielsen – da hun tog sin daværende mand, Svends navn). Hun er senere blevet kulturminister. - Jeg blev ikke verdensanerkendt forsker, som min tidligere ”veninde” fra Uppsala Universitet, Hedwig Ekerwald – nu professor i sociologi på Uppsala Universitet. - Jeg blev ikke kulturpersonlighed, som min eksægtefælles studieven fra Ålborghus Statsgymnasium, Carsten Jensen - nu kulturkoryfæ. - Jeg fik ikke ”den eneste ene” her i livet – ”Gudinden” (drømmen) svævede bort, mens jeg vævede rundt! Det skriver jeg nu en bog om! - Heller ikke en almindelig familie fik jeg – og nu er alle døde i min herkomstfamilie! Det kunne have været blevet så succesfuldt - men det blev det ikke! Det føles i hvert fald ikke sådan! Livet gav mig – trods alt – mange muligheder, men jeg ”brændte dem” – som jeg ”brændte de der straffespark!” Og det er det jeg drømmer om, når det ubevidste overvælder mig om natten! Men måske skulle jeg bare glæde mig over, at jeg med min baggrund fik mulighed for så meget? Som jeg så desværre ikke havde kapaciteten til at lykkes med! Lad mig slutte med at vende tilbage til starten og den oprindelige kloge veninde og nuværende udviklingskonsulent. Hun kommenterede det ovenstående således: ”Jeg er ikke enig med dine tanker om ”brændte straffespark”. For mig at se handler det ikke om ubrugte muligheder, men om livet som det er i sin grundsubstans. Man gør det man kan – og hvem kan mere end det? Det man gør giver mening i det øjeblik man gør det – ellers ville man vel have gjort noget andet? Det er først bagefter, man ville have handlet anderledes. Hvor er valget? Jeg kan ikke se det. For mig at se, er det ikke i de store ting, man manifesterer sig i verden. Det er ikke ved at blive kulturminister, berømt fodboldspiller eller Carsten Jensen. Det er i relationerne med andre mennesker, at man får betydning – at meningen kommer. Eller forsvinder.” ”Axel Honneth taler om usynlighed – du er ikke usynlig!” Måske har hun ret? Det havde hun ofte! Så måske har mit liv alligevel haft et rimeligt betydningsfuldt indhold - og fået en meningsfuld form...?! På trods af ”de brændte straffespark”....!? Eller – måske netop derfor...???! THE BLUES! Fundamentalt tilbage er i hvert fald blevet: ”THE BLUES! Eftervirkningen af den engelsk”time” i marts måned 1963! Jeg kan stadig ikke synge ordentligt – jeg er dybt umusikalsk - og jeg spiller elendigt guitar. Dog - jeg synger og spiller lidt - privat! Jeg blev aldrig noget indenfor fodbold – eller i og for sig heller ikke indenfor andre områder. MEN jeg holdt fast i ”THE BLUES”! Blues udtrykker for mig menneskets lidelse - gennem afhængighed af naturen på den ene side - og samfundet, samfundsstrukturen på den anden – og overvindelsen af denne lidelse er livssyntesen! ”BLUES” er således ikke bare ”Pain In My Heart”, men også - ”Let The Good Times Roll”. Og blues er for mig slet ikke noget der kan sælges i materiel form og kan sælges i de musikforretninger, der nu er ved at forsvinde. BLUES er en livsmåde, som kan udtrykkes i bl. a. musik! Og så alligevel lidt ”ydre” succes - indenfor musikken! 2006 - fik jeg - som formand for bluesforeningen ”B´Sharp” - Silkeborg kommunes kulturpris for at arrangere INTERNATIONAL BLUES i Silkeborg. Skulle det ske, at jeg glemte den engelsktime i det tidlige forår 1963, så sker der ikke noget ved det, for den ligger nu dybt forankret hinsides mit bevidste – dybt, dybt nede i det ubevidste! Det står ikke til at fjerne…fra min eksistens….. Se det var god læring! - Tak for det! – Og god jul! Julen 2011 Mag. Scient. Soc. Kai Krogh Christiansen Wibergsgade 20 8600 Silkeborg tlf. 23 32 67 36 mail: kaikroghchristiansen@gmail.com *) Min samlede pædagogiske artikel herom kan også ses på www.samfundsblues.dk PS! Jeg har besluttet at vedlægge en slags curriculum vitae, så du kan se hvorledes det her i livet er gået en af dine taknemmelige elever – på arbejdsmarkedet! En elev, der aldrig glemmer den ene ”time” med LEADBELLY! PPS! Vedlagt er a) En moderne jazz-cd om LEADBELLY med Frederik Lundins Overdrive: Belly Up. b) Et kvalitativt udvalg af Huddie William Leadbetters sange – mange så ham som en omvandrende sang- og musikbibliotek. Det var faktisk folkloristerne, den stok konservative John Alan Lomax (1867-1948) og hans mere liberale søn Alan Lomax (1915-2002), der fandt ham i Angola Prison Farm, Louisiana i 1933 og fik ham ud i 1934 – mod at de tog sig af ham. Han blev så chauffør for John A. Lomax. Lomaxerne havde med rigmænds hjælp fået oprettet et folkemindesamlingsinstitut i ”Library of Congress” og de rejste sydstaterne i USA tynde for at finde – især bluesmusikere. Se Alan Lomax sidste, men glimrende bog: ”America - The Land Where The Blues Began”, Methuen London 1993. Leadbelly havde som nævnt tidligere været i fængsel i Texas (Huntsville Prison Farm). Men her siger myten, at han greb sin guitar og sang følgende sang i 1925 for Texas-guvernøren, Pat Morris Neff: ”If I´d got gouvernor where governor got me I sure would have set the governor free” Nok mest myte, men han blev sat fri! Selv om han i 1917/1918 var blevet dømt til 7-35 års fængsel for mord på en slægtning. Leadbelly var vilter mand der var svær at holde styr på sig selv(se ”Irene Good Night!”), men han blev let gode venner med alle mulige betydningsfulde – f. eks. legenden Woodrow ”Woody” Wilson Guthrie (”This Land is Your Land, This Land is My Land”) og Pete Seeger og the Weawers, der gjorde ”Irene” berømt, selv om ingen rigtigt ved hvem hun var. Næppe hans kone. Leadbellys første kone hed Aletha, og den senere hed Martha, som han også synger med og om. Han mødte mange mennesker, og næsten alle oplysninger om Lead Belly har gennem årene været ret upræcise, og der er da stadig nogen der er uklare – f. eks. hvornår han er født! Se vedlagte wikipedia. c) Vedlagt en kopieret wikipediaoversigt - over Leadbellys liv - over hans sange - over sangen ”Irene Good Night” mv. Apropos nys afdøde Pete Seeger, så havde han følgende inskription på sin guitar: "This machine surrounds hate and forces to surrender" Det var en inspireret og modereret udgave af USA´s største folkesanger Woodrow Wilson "Woody" Guthrie, hvis guitarinskription lød: "This machine kills fascists!" EKSTRA BILAG - læring på Nibe borger- og realskole. Da jeg har været lidt negativ overfor læringen på Nibe borger- og realskole, så vil dog nævne et par andre gode lærings- og udviklingsprocesser fra Nibe borger- og realskole, som jeg erindrer mig og som har været et væsentlig bidrag for min udvikling! 1) Fru Dam (jeg erindrer mig ikke noget øgenavn, men har til gengæld glemt hendes fornavn) gav en gang en hjemmestil, hvor vi skulle beskrive en hændelse fra tre positioner/perspektiv. Rigtig god perspektivtræning som også implicerer sociologisk social positionsøvelse. Jeg tror nok at jeg beskrev en isdrukneulykke på Limfjorden og valgte: journalistens, en redder og en lokals perspektiver. Fremragende undervisning! 2) Ollifut (Ove Garne): Jeg fik alene til opgave at redegøre for Jens Munks forsøg i 1619 på Christian IV opfordring, at finde en søvej/genvej ovenom Amerika. Ekspeditionen endte med at de frøs inde i Hudsonbugten og besætningen fik skørbug pga. ensidige fødereserver - og 61 søfolk døde af skørbug. Kun Jens Munk og to andre reddede livet. Det var det selvstændige ansvar overfor formidlingen til andre der her var godt. Jeg erindrer mig dog lærerunderstøttelsen for svag – ligesom jeg nok også kunne have tænkt mig at arbejde i en gruppe. 3) Spector Damski (Tage Dam): Hans unervisningsstil imponererede mig i den grad, at jeg har prøvet at efterligne den. Han imponerede især gennem de vilde bevægelser, brillerne der røg af, og når han sparkede til tasker. Ham kunne man blive bange for – det blev jeg ikke! Det var så tydeligt at det var showtime! Og alligevel - ”den der ta´r sjov for sjov – og alvor kun alvorligt – høn har forstået begge dele lige dårligt” - Piet Hein. Som sagt – som underviser har jeg prøvet at efterligne, men uden nogen som helst held! Jeg er ikke ”autentisk” nok! 4) Endelig var der Big Ben, som altid pralede af at have gået i klasse med stormester Bent Larsen – Danmarks bedste skakspiller nogensinde – på katedralskolen i Ålborg. Det var den personlighed han viderebragte, der inspirerede mig – mere end fagligheden! Selv om han også kunne virke noget utilregnelig ondsindet, når han høvlede lussinger ud - især til ”yndlingsofrene” Jens og Arne! For mig var han dog – som den eneste på Nibe borger- og realskolen – en slags læreridol! Ikke mindst pga. min udvikling gennem fodboldspillet! Igennem fodboldspillet kun jeg – som nævnt - udføre handlinger, der gav mig SELVTILLID – og når sådanne handlinger akkumulerer sig, så får man SELVVÆRD! Det er den ganske væsentlige forudsætning for overhovedet at kunne lære!!! Det glemmes ofte – især i skolesystemet! ….................................................................... PS! Hvis man vil høre en glimrende version af ”Irene Goodnight”, så kan jeg anbefale en af mine gode venner – tidligere ÅRETS BLUESNAVN I DANMARK – og vinder af prisen for BEDSTE BLUESCD I DANMARK såvel i 2013 som 2014 – THORBJØRN RISAGER og fabelagtige pianist EMIL BALSGAARD: ”When they ring them golden bells” - Medley Studios, Kbh. 2014. ALLE AFLØNNEDE JOBS 1960-2008. 1. - Kartoffelopsamler div. gårde – Vangstedgård, Dahl, Røde Mølle, Grøn mv. (1960-1963) 2. - Roelugning mv. – diverse gårde i Himmerland (1960-63 og 1968) 3. - Landbrugsmedhjælper (fritid) – Vangstedgård pr Barmer, 9240 Nibe - 1963 4. - Læderhandlerlære – Espersens Læderhandel, Bredgade 2, Ålborg (1965-1966) 5. - Kontorlære – 5. udskrivningskreds, Bispensgade 10,3, Ålborg (1966-1968) 6. - Jorbærplukker, gartner H. Poulsen, Sebbersund (1968) 7. - Gartneriarbejde, gartner H. Poulsen, Sebbersund (1968) 8. - Gartneriarbejde, Rungsted (forlod jobbet efter en uge) (1968) 9. - Eternitfabrikken Ålborg (sommerferiejob 1968, 1969) 10. - Cementfabrikken Rørdal, Ålborg (sommerferiejob 1969) 11. - Landmålerassistent, Timsgård, Ålborg (lejlighedsvist arbejde 1968-1970) 12. - Fodbolddommer, Jysk Boldspil Union (1969-1970) 13. - Chaufførmedhjælp, Den Gamle Stil, Gl. Kongevej, København (1972) 14. - Burmeister & Wains Skibsværft (flere perioder 1972-1975) diverse jobs 15. - Barrengøring – Grønjordskollegiet (i samarbejde med lønmodtagende ægtfælle) (1973) 16. - Telefonvagt – Grønjordskollegiet (i samarbejde med ægtefælle) - (flere perioder 1972-1977) 17. - Biltæller mv.– Københavns kommune (flere perioder 1972-1977) 18. - Nattevagt, Bellahøj Plejecenter, København (i samarbejde med lønmodtagende ægtefælle) (1976 19. – Fremlejemand, udlejning af værelser og lejligheder – Grønjordskollegiet (1975-1977) 20. - Søgave, Israels Plads, København – pakning og udsendelse af gaver (flere perioder 1974-1976) 21. - Rengøringsassistent, Lyngsiehus, København (1977) 22. - De Danske Sukkerfabrikker (forsøg: glukosefremstilling), Christianshavn, København (1976) 23. - Læderlagerarbejder, København K . (1976) 24. - Eksamensvagt, Pædagogseminariet Islands Brygge, København (1975-1977) 25. - Saitco, Plastfabrik, Nørrebro, København - tælle plastikposer og komme i trepak. 26. - Trykkeriarbejder, Sociologisk Institut, Linnégade 22, København (1975-77) 27. - Socialcenter Ydre Nørrebro, udstedelse af sygesikringsbeviser mv., København (1977) 28. - Vinlagerarbejder, Tåstrup (1977) 29. - Lærervikar, Pilehaveskolen, Vallensbæk (1977-78) 30. - Sekretærassistent i SF´s folketingsgruppe på Christiansborg, København (1978-79) 31. - EMI, Valby, bl. a. covering Pink Floyds ”the Wall” - København (1980) 32. - Odense Kommune, undersøgelse og evaluering af ungdomsledighedsprojekter (1981-1982) 33. - Fyns Amt, undersøgelse af langtidsledighed i amtet (1982-1983) 34. - Socialstyrelsen (Kolding kommune) – ungdomsledighedsundersøgelse (1983) 35. - Odense Universitet, 3-årigt forskningprojekt/undervisning i ungdomssociologi mv (1984-1987) 36. - Odense Universitetet, Underviser på cand. negot. studiet i organisation og ledelse (1984-87) 37. - Odense Universitetet, Vejleder af specialeskrivende og eksamensførende heraf (1984-87) 38. - Herning Sygeplejerskeskole, Herning (1991-1992) - deltidsundervisning 39. - Lektor på Ikast-seminariets pædagoguddannnelse (1987-2008) 40. - På efterløn (2008) + privat skriveri. 41. - Folkepension (2013) + privat skriveri. SKOLE- og UDDANNELSE MV. Sebber Centralskole 1955-1962 Nibe Borger- og Realskole 1962-1965 Læderhandlerlære, Espersens læderhandel, Bredegade 2, Ålborg – (1965-1966) (se 4) Handelsskole - Kontorlære, 5. udskrivningskreds, Bispensgade 10.3, Ålborg – (1966-1968) (se 5) Sygeorlov 1967-68 (pga. trafikulykke med tredobbelt kraniebrud til følge – i Rotenburg bei Wümme, Tyskland) Ålborg Studenterkursus 1968-1970 (nysproglig linie) Københavns Universitet – samfundsfagsstudie (1970-1972) Københavns Universitet – sociologi og filosofistudier (1972-1980) Odense Universitet 1984-1987 – Phd-studie (lønnet uddannelse) ( se i øvrigt under arbejde pkt. 35) BOSTEDER 1948-2013 1948-1948 Kongensgade 1, 9293 KONGERSLEV 1948-1952 ”Det Hvide hus”, GL. DALL pr. 9230 SVENSTRUP 1952-1967 Sebber gl. skole, Sebbersund, 9240 NIBE 1967-1970 Multebærvej 8 (ændret fra Enebærvej 8), Gl. Hasseris, 9000 AALBORG 1970-1971 Overbyes Allé 23?, Valby, 1902 KØBENHAVN FC* 1971-1971 Måløv Bygade 16?, 2760 MÅLØV* 1971-1974 Grønjordskollegiet 6320, Amager, 2300 KØBENHAVN S 1974-1977 Grønjordskollegiet 1120, Amager, 2300 KØBENHAVN S 1977-1978 Godsbanegade 9, 1722 KØBENHAVN V 1978-1982 Morbærhaven 10 lejl. 9, 2620 ALBERTSLUND 1982-1982 Ørbækvej 612?, Fraugde, 5220 ODENSE SØ* (nordligt skråt overfor Fraugde kirke) 1982-1983 Jernaldervej 259 A 1, 8620 AARHUS V 1983-1983 Flintevej 5, Mølholm, 9000 AALBORG 1983-1985 Jernaldervej 275 A 2, 8620 AARHUS V 1981-1987 bolig efter reglerne om dobbelt husførelse: - Hunderupvej ?, 5000 Odense M. - Johnson-instituttet, , Odense 5260 Odense - Svend og Elsebeth Gerner Nielsen, 5210 Tarup, Odense 1985-1997 Jernaldervej 273 B 1, 8620 AARHUS V 1997-2015 Wibergsgade 20, 8600 SILKEBORG * vejnumre usikre. SYGEHUSOPHOLD 1) 1961 - oktober Nibe Sygehus- observation for blindtarmsbetændelse (men det reelle "indhold" var en svær præpubertet - blev heller ikke opereret!) 2) 1967 - aug./sept. Diakonissenkrankenhaus, Rotenburg bei Wümme, Tyskland Tredobbelt kraniebrud. 3) 1978 - maj? Skt. Josephs Hospital, København - opereret for fistler i ørerne 4) 1987- december Århus Amtshospital - væltet på cykel og fundet bevidstløs på gaden. 5) 2012 - marts Viborg Regionshospital - observation for blodprop i hjerne - opdagelse af anæmisk situation. 6) 2012 - oktober Viborg Regionshospital - operation af tyktarmskræft. 7) 2012/13 - dec/jan. Viborg Regionshospital - operation af tromboser i højre ben - til dels forårsaget af kemobehandling - mod risiko for at miste højre ben. Senere udvikledes "kemisk blødersyndrom"(nu færdigbehandlet!) 8) 2015 - marts Ambulant opereret i venstre øre for hudkræft. OPVÆKSTFAMILIE: Jeg er vokset op i udelt familie med far, mor (begge født som ”uægte” børn og vokset op i plejefamilier) - og en 18 år ældre søster. Min far – 7 års skolegang - var oprindeligt husmand, derefter (meget arbejdsløs) landarbejdsmand, skovarbejder og senere ansat ved Hedeselskabet til han måtte have invalidepesnsion. Min mor – 7 års skolegang - var ufaglært, hjemmearbejdende.. Min søster – 7 års skolegang - var (tillært) ekspeditrice - ansat i BRUGSENs bagerafdeling, Kastetvej 122, Ålborg – senere Kvickly – i ca. 40 år. Far død juni 1967 (født 1900), mor død august 1992 (født 1906), søster død febr. 2002 (født 1930) – ingen børn) – svoger død jan. 1992 (født 1927 – ingen børn).. Pga. mine forældres opvækststatus (”uægte børn”) har jeg derfor ikke mere nogen direkte familie med navnet Christiansen. Min ”halvfamilie” hedder Guldbæk, men dem har jeg næsten ingen kontakt med. EGEN FAMILIEDANNELSE: 1973-1997 gift – ingen børn. 1997 - separeret 2008 – skilt Oprindeligt skrevet - Julen 2011 - revideret februar 2014, juli/august 2015. kai krogh christiansen



6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page